Lotto-millionær købte med det samme en luksus kaffemaskine: “Nu er vi tilbage på Nescafe”

11/07/2025 13:22

|

Sebastian Ilsøth

Shutterstock
Den dyre kaffemaskine blev hurtigt udskiftet igen.

Andre læser også

Vi drømmer vel alle om at vinde i lotto, købe de ting, vi altid har ønsket os, og leve et liv i luksus. Men penge er ikke alt, og de små luksusting bringer ikke nødvendigvis lykke. For eksempel er den nye kaffemaskine ikke altid bedre end den gamle.

Der står ofte på skilte foran kaffebarer: ”Du kan ikke købe lykke, men du kan købe kaffe, og det er næsten det samme…” Men virkeligheden er ikke altid så simpel.

Det erfarede en mand fra Østerbro i København, da han vandt 1 million kroner på sit PLUS-abonnement hos Danske Spil.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

En af de første ting, han købte for gevinsten, var en dyr, fuldautomatisk kaffemaskine til køkkenet.

”Vi gik fra Nescafé til at tænke, at nu skulle vi have en maskine, der kunne lave en café latte med ét tryk,” fortæller han med et smil. Men det viste sig hurtigt, at kaffemaskinen ikke var den lykke, han havde forventet i hjemmet.

”Jeg afleverede den tilbage. Den var ikke så god, som vi havde håbet. Jeg kunne godt have beholdt den, men nej – jeg er stadig utrolig nærig. Da jeg ikke havde penge, drømte jeg om at købe halvdelen af verden, men nu hvor jeg har vundet en million, har jeg ikke den samme lyst. Maskinen var også lidt besværlig, så nu er vi tilbage til Nescafé,” forklarer han.

Skulle han få lyst til en rigtig latte, kan han bare gå udenfor, da han bor på Østerbro i København.

”Det kan sagtens lade sig gøre her. Der er ikke mangel på små kaffebarer,” siger han.

Han regner dog ikke med at blive stamkunde på de lokale caféer, for som han siger, vil han ikke bruge sin gevinst på den slags.

”Nej, vi vil hellere prioritere oplevelser og sikre vores fremtid... og så lidt Nescafé, for hvis man først begynder med den slags hverdagsluksus, forsvinder pengene hurtigt,” siger han.

Med gevinsten følger også titlen som medlem nummer 4689 i Danske Spils Millionærklub, hvilket er en stor forandring for ham, der tidligere har levet på et stramt budget.

”Jeg er stadig under uddannelse, og det er svært at spare op, når man har børn. Så pludselig har jeg en fin opsparing! Det var helt vildt. Jeg fandt ud af det, da jeg tjekkede app’en en lørdag aften, da jeg var ved at gå i seng – men hverken jeg eller min kæreste kunne sove. Man bliver helt rundtosset. Man ligger og drømmer om alt det, man kan gøre nu, som før var umuligt. Rejser, afbetale gæld, spare op til et hus, vi måske kan bygge en dag. Ting, der før var langt væk, kommer pludselig meget tættere på,” fortæller han.