Du har sikkert stødt på udtrykket 'IKEA-hack' før.
Begrebet er blevet så populært, at det næsten fortjener en plads i den danske ordbog – men hvad dækker det egentlig over?
Ifølge Handcraftedinterior handler IKEA-hacking om at forvandle et helt almindeligt IKEA-køkken med eksklusive materialer og designelementer. Det er især bordplader samt skabs- og skuffefronter, der bliver opgraderet for at give et mere unikt og personligt udtryk.
Men det stopper ikke ved køkkenet.
Når klassisk opbevaring bliver lidt for kedelig, vælger mange at kaste sig ud i et kreativt IKEA-hack.
Det gjorde norske Kine Vinje og hendes mand Tom – og deres projekt har nu taget internettet med storm. I kommentarfeltet under deres video melder flere, at de er blevet inspireret til at prøve noget lignende.
Ved første øjekast ligner deres reol et stilrent og simpelt møbel, men bag facaden gemmer der sig flere overraskelser – blandt andet en skjult dør til kælderen og en integreret hjemmebar.
"Vi ønskede ikke kun en praktisk løsning til opbevaring, men et rum, der føles sjovt og inspirerende. Derfor valgte vi friske farver og skjulte funktioner. Det skal være et sted, der gør én glad," fortæller Kine og Tom til Bolig Magasinet ifølge B.T.
Deres projekt er et godt eksempel på, hvordan hjemmet i stigende grad bliver et sted, hvor funktionalitet møder leg og personlig stil.
Kine og Toms kreative hack viser, at opbevaring sagtens kan være både funktionel og fortryllende.
Se deres løsning i videoen herunder.