Forside Nyheder Han styrede USA’s katastrofeberedskab – og fortalte på podcast at...

Han styrede USA’s katastrofeberedskab – og fortalte på podcast at han teleporterede 80 km til en restaurant

Han styrede USA's katastrofeberedskab - og fortalte på podcast at han teleporterede 80 km til en restaurant
Illustration af senest.dk

En topchef i USA’s katastrofeberedskab hævdede at kunne teleportere. Nu er han fortid.

Manden, der skulle hjælpe amerikanere ud af orkaner og oversvømmelser, fortalte gentagne gange, at han selv pludselig kunne forsvinde fra ét sted og dukke op et helt andet. Blandt andet på en Waffle House omkring 80 kilometer væk.

Gregg Phillips blev i december udnævnt til chef for FEMA’s kontor for indsats og genopretning, en af de mest betroede poster i det amerikanske katastrofeberedskab. Forinden havde han dog i en podcast beskrevet en stribe oplevelser, der lyder som noget fra en science fiction-film.

Pludselig stod han på en restaurant

I et afsnit af podcasten “Onward” fra januar 2025 fortalte Phillips, at han engang teleporterede sig selv langt væk uden at ville det. Endemålet blev en Waffle House, en amerikansk døgnåben diner-kæde.

“Jeg var sammen med mine drenge en dag og fortalte dem, at jeg ville tage hen på Waffle House. Og jeg endte på en Waffle House her i Georgia, cirka 80 kilometer fra hvor jeg var,” sagde han.

Behageligt var det efter eget udsagn ikke. “Teleportation er ikke sjovt. Det er ikke sjovt, fordi man ikke rigtig ved, hvad man laver,” forklarede han. En anden gang skulle han være blevet løftet op og være endt i en grøft ved en kirke.

Bibelske eksempler som forsvar

Da historierne kom frem, afviste Phillips at have sagt noget galt. Han kaldte oplevelserne for ægte åndelige hændelser og henviste til bibelske eksempler på overnaturlig transport, da han forsvarede sig.

Det var den amerikanske tv-station CNN, der oprindeligt gravede Phillips’ mange opsigtsvækkende podcast-udtalelser frem tidligere på året.

Skubbet ud, men “af personlige årsager”

Torsdag i sidste uge forlod Phillips så FEMA. Officielt lød forklaringen langt mere prosaisk end teleportation.

“FEMA takker hr. Phillips for hans tjeneste, dedikation og lederskab, mens han tager orlov af personlige årsager,” oplyste myndigheden.

Ifølge kilder var afskeden dog alt andet end frivillig. Den nye ledelse i Department of Homeland Security (DHS), som har ansvaret for FEMA, var blevet bekymret for det billede, Phillips tegnede udadtil, skriver CNN. Hans plads overtages nu midlertidigt af David Arnold, en tidligere FEMA-chef, der vender tilbage til posten.

Manden, der skulle redde andre ud af katastrofer, kunne altså efter eget udsagn teleportere sig selv ud af enhver situation. Han kunne bare ikke teleportere sig uden om sin egen fyring.

Ads by MGDK