Fire røvere, en stjålet gravemaskine og en kappe i vinden – det endte i totalt kaos.
Klokken var lidt over to om natten, da fire mænd rullede op foran et indkøbscenter i den lille by Plymouth på Tobago med en stjålet gravemaskine. Planen var enkel nok: rive pengeautomaten ud af muren og læsse den op på en lastbil og forsvinde, før nogen opdagede noget.
Sådan gik det bare slet ikke.
Det skete natten til onsdag den 24. juni ved Supreme Plaza på Shelbourne Street, hvor en pengeautomat fra First Citizens Bank sad i muren, oplyser Trinidad Express. En af mændene var klædt helt i sort med en sort elefanthue og noget, der lignede en sort poncho, som blæste i vinden ligesom en superheltekappe. På overvågningsvideoen ses han snuble over murbrokker og falde fladt på gulvet, mens han forsøger at dirigere gravemaskinen.
Gravemaskinens arm knækkede
Røverne nåede faktisk at vippe automaten ud på fortovet med gravemaskinen, som de havde stjålet fra en nærliggende strand. Men så stoppede festen. Politiet oplyste, at “forsøget på at fjerne boksen var forgæves, efter at armen på gravemaskinen blev beskadiget”, ifølge Jamaica Gleaner.
Med en ødelagt arm og en pengeautomat, der var alt for tung, prøvede mændene at løfte den op på en lille lastbil med håndkraft. Det lykkedes heller ikke. Til sidst gav de op og kørte væk i en stjålet bil – med tomme hænder.
Hele det mislykkede forsøg varede over ti minutter, viser tidsstemplerne på overvågningsvideoen.
“Batman” og røveri
Videoen gik viralt nærmest med det samme. Memes væltede frem på de sociale medier, og radioværter gjorde grin med de uheldige røvere i morgenprogrammerne. Manden i Batman-kostumet gav samtidig anledning til ordspillet “‘Batman’ and robbing”, et nik til Batmans makker Robin.
Sjovt er det dog ikke for alle. To personer er nu anholdt i sagen, og Tobagos politiske leder, Chief Secretary Farley Augustine, udtrykte håb om, at sagen “vil føre til en reel sigtelse af de skyldige”. First Citizens Bank har lukket den ramte automat permanent og henvist kunderne til andre løsninger.
Episoden falder midt i en hård tid for ø-staten. Trinidad og Tobago forlængede for nylig sin undtagelsestilstand med tre måneder, frem til september, mens myndighederne kæmper med voldelig kriminalitet.