Flere begår fejl med solcremen: “Mange danskere tror fejlagtigt, at..."

25/06/2025 12:10

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Gjensidige
Det er bekymrende, lyder meldingen.

Andre læser også

Endelig skinner solen igen i Danmark, og mange glæder sig til at tilbringe tid ude og nyde solens varme stråler.

De kommende dage forventes UV-indekset at blive højt, og det kan have alvorlige konsekvenser, hvis man glemmer at bruge solcreme.

En ny undersøgelse fra YouGov, lavet for Gjensidige, viser, at hver fjerde dansker undlader at bruge solcreme, selv når de er hjemme i Danmark.

Ifølge Mette Glad, fagchef for sundhed hos Gjensidige, er det vigtigt at huske solcremen – også når solen gemmer sig bag skyerne.

“Hudkræfttilfældene i Danmark stiger, og det er derfor bekymrende, at mange dropper solcremen herhjemme. UV-strålerne når dig også, selv når du sidder i skyggen, så solcreme bør være en fast del af din daglige rutine,” siger hun.

Bruger kun solcreme på ferier
Undersøgelsen viser, at 14 procent aldrig bruger solcreme i sommerhalvåret, mens 12 procent kun bruger det på udlandsrejser.

Mette Glad understreger, at solen kan være lige så skarp i Danmark som i udlandet.

“Der er mange, der tror, at den danske sol er svagere, og derfor springer de solcremen over herhjemme og kun bruger den på ferier. Det er vigtigt, at flere danskere bliver bedre til at beskytte sig mod UV-strålerne også i Danmark,” afslutter hun.

Sundhedsstyrelsen anbefaler at bruge solcreme med minimum faktor 30, når man opholder sig i solen.

Tips til solbeskyttelse

  • Tjek altid solcremens holdbarhedsdato

  • Brug rigeligt solcreme

  • Husk at smøre dig ind igen efter badning i pool eller hav