“Et helt rimeligt krav”: Nu skal du kunne føre en samtale på dansk i dette job

16/03/2021 14:28

|

Redaktionen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

Nu indføres der krav om danskkundskaber.

Regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti er enige om at justere taxiloven. Det betyder blandt andet, at man fremover som udgangspunkt skal kunne fremlægge dokumentation for sine danskkundskaber for at blive optaget på chaufførkurset.

Det fortæller Transportministeriet tirsdag i en pressemeddelelse. 

"Der er også enighed om at lave en ny vejledning om forståelsen af overenskomstbestemmelsen i taxiloven, og at bestemmelsen fremover også skal gælde for tilladelser udstedt i henhold til den tidligere taxilov. Der er også enighed om at tilpasse afgift- og gebyrsatserne for at få udstedt et chaufførkort eller en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport," skriver ministeriet, inden det tilføjes: 

"Området er i dag underfinansieret, så stigninger er uundgåelige for at indtægterne kan dække omkostningerne til sagsbehandlingen."

“Et helt rimeligt krav"

I skrivelsen udtrykker transportminister Benny Engelbrecht (S) glæde over, at der nu er landet en aftale. 

"Jeg er glad for, at vi nu er enige om en række mindre justeringer, på baggrund af den evaluering af taxiloven, der kom før jul. Det er et helt rimeligt krav, at man skal kunne føre en samtale på dansk, når man kører taxi, og det får vi nu bedre dokumentation for."

Han fortæller desuden, at der ikke blev lavet større justeringer af loven, fordi tidspunktet ikke er rigtigt. Det skyldes i særlig grad coronavirussen. 

"Samtidig er vi også enige om, at det i lyset af coronasituationen ikke er hensigtsmæssigt at lave store justeringer af taxiloven på nuværende tidspunkt," siger transportminister Benny Engelbrecht.

Partierne har derfor også aftalt, at næste evaluering af taxiloven først udarbejdes fire år efter lovens ikrafttræden, det vil sige i 2022. På det tidspunkt skal der blandt andet ligge en analyse af taxibetjeningen i landdistrikter, oplyser Transportministeriet.