Det går stærkt i det private erhvervsliv – og det kan mærkes på vejene. Særligt blandt de gulpladebiler, der hver dag er med til at holde hjulene i gang i Danmark, ses en tendens til for høj fart.
En ny opgørelse viser, at varevognschauffører i langt højere grad end almindelige bilister overskrider hastighedsgrænsen. Hele 34 procent af dem indrømmer, at de meget ofte, ofte eller indimellem kører 90 km/t eller mere på strækninger, hvor man kun må køre 80 km/t. Det kan give en bøde på 1.200 kroner.
Til sammenligning er det kun 15 procent af bilisterne i personbiler, der gør det samme. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rådet for Sikker Trafik.
Varebilerne spiller en vigtig rolle i samfundet og er en uundværlig del af det danske erhvervsliv. Men desværre fører det høje tempo også til flere ulykker. Varebiler er nemlig involveret i fem procent af trafikulykkerne – men står for hele 15 procent af personskaderne.
Derfor er det vigtigt, at virksomheder tager ansvar for trafiksikkerheden, siger Jakob Bøving Arendt, direktør i Rådet for Sikker Trafik:
"Virksomhederne bør tilrettelægge arbejdet, så medarbejderne kan overholde færdselsreglerne og samtidig undgå unødigt tidspres. Høj fart øger risikoen for alvorlige ulykker betydeligt."
Samtidig viser en undersøgelse fra 2024, at hver tredje dansker føler sig utryg på grund af biler, der kører for stærkt i deres lokalområde.
Tryghed og sikkerhed er centrale værdier i forsikringsbranchen. Derfor opfordrer branchen også virksomheder til at tage trafiksikkerhed alvorligt.
"Erhvervskørsel udgør en væsentlig del af trafikken på de danske veje, og derfor er det et vigtigt område at fokusere på, når det handler om trafiksikkerhed," siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P.
"Virksomhederne er altid velkomne til at tage kontakt til deres forsikringsselskab for råd og vejledning."
Tre gode råd til virksomheder:
Skab en klar politik om, at fartgrænser skal overholdes.
Planlæg arbejdet med pauser og realistiske tidsrammer, så chaufførerne undgår tidspres.
Hav en løbende dialog med medarbejderne om, at trafiksikkerhed er en prioritet.