Danskere husker pas og rejsedokumenter - men glemmer ofte dyr detalje

24/06/2025 09:47

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Hvis du skal afsted til sommer, bør du få tjekket op på det omgående.

Andre læser også

Sommeren nærmer sig, og mange danskere gør sig klar til at tage på ferie i udlandet.

Mens de fleste husker pas, penge og rejsedokumenter, er der mange, der glemmer at sætte sig ind i, hvad deres rejseforsikring egentlig dækker.

En ny undersøgelse fra YouGov, foretaget for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring, viser, at 31 procent af danskerne ikke læser betingelserne for deres rejseforsikring før afrejse.

Det kan føre til ubehagelige overraskelser undervejs, advarer Louise Hertzum Andersen.

”Hvis noget går galt på rejsen, kan det være både utrygt og frustrerende at opdage, at forsikringen ikke dækker som forventet. Derfor er det vigtigt at sætte sig grundigt ind i betingelserne, inden man rejser.”

Vær ekstra opmærksom, hvis din rejseforsikring er knyttet til et kreditkort

Ifølge undersøgelsen oplyser 13 procent, at de har rejseforsikring via deres kreditkort, eksempelvis et MasterCard.

I sådanne tilfælde bør man være særligt opmærksom – især ved længere eller mere omfattende rejser, påpeger Louise Hertzum Andersen.

”Forsikringer tilknyttet kreditkort dækker ofte kun rejser af en vis varighed, og i nogle tilfælde gælder dækningen kun, hvis rejsen er betalt med det pågældende kort,” forklarer hun og tilføjer:

”Derudover kan dækningen være mindre omfattende end ved en separat rejseforsikring – eksempelvis ved særlige aktiviteter. Hvis du planlægger en længere eller mere aktiv ferie, kan det derfor betale sig at gennemgå din forsikring nøje.”

Hun understreger desuden, at betingelserne kan variere meget fra bank til bank, hvilket kan gøre det svært at gennemskue, hvad man egentlig er dækket for.

”Når rejseforsikringen følger med kreditkortet, er det som regel et eksternt forsikringsselskab – og ikke banken selv – der håndterer skader. Det kan betyde ekstra kontaktled, hvis du får brug for hjælp på rejsen. Derfor er det en god idé at kende vilkårene og vide, hvem du skal kontakte, hvis uheldet er ude.”