På en dansk ø står kommer der nu en dispensation. Alle borgerne på øen, der skal vaccineres, får nu stikket.
I alt er det 700 borgere på Læsø mellem 16-64 år, der bliver rykket frem i vaccinekøen for at spare tid og penge.
Beboerne på Læsø har udsigt til at blive hurtigere vaccineret mod coronavirus. Sundhedsstyrelsen har givet grønt lys til, at der kan dispenseres til øsamfund fra den ellers fastlagte fremgangsmåde.
Det betyder, at alle borgere på Læsø, som endnu ikke er vaccineret, får tilbuddet nu. Det vil spare både transport og logistik. Alternativet er, at vaccinationsindsatsen sker i små klumper med mere tidsforbrug og træk på personaleressourcer.
Omkring 350 borgere i alderen 50-64 år er inviteret med henblik på vaccination i denne uge. Den endelige beslutning om at fremrykke vaccinationsindsatsen til også at omfatte de ca. 350 Læsø-borgere fra 16-49 år blev mandag truffet i Region Nordjyllands Forretningsudvalg.
"Det giver rigtig god mening, at vi kan tilbyde vaccination til den del af Læsøs befolkning, som endnu ikke er vaccineret. Dels sparer vi kostbar tid på transport af personale og udstyr frem og tilbage. Samtidig drejer det sig om så lille en mængde vacciner, at det ikke kommer til at påvirke vaccinationsudrulningen i resten af regionen. Derudover giver det rigtig god mening at få hele øens befolkning vaccineret, inden det store rykind af turister til sommer," siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Fremrykning gælder alle borgere fra 16-64 år
Den resterende del af de borgere på øen, som endnu ikke er blevet tilbudt vaccination, tilhører vaccinationskalenderens målgruppe 10. Det er borgere i aldersgruppen 16-64 år. På Læsø drejer det sig om knap 700 borgere, som nu får glæde af tilbuddet om fremskyndet vaccination.
De planlagte vaccinationsdage er torsdag 6. maj og tirsdag 11. maj. Vaccinationerne udføres af Regionsklinikken på Læsø i samarbejde med sygeplejersker fra Læsø Kommune. For de borgere, som ikke kan benytte tilbuddet de to dage, forventes der at blive en opsamlingsrunde.
"Jeg er taknemmelig for, at vi får lov til at vaccinere resten af vores befolkning på Læsø, så vi kan opnå den berømte flokimmunitet, siger borgmester i Læsø Kommune," Karsten Nielsen (DF).
Læsø er i forvejen den kommune i landet, hvor andelen af påbegyndte vaccinationer er størst.
Der planlægges med andet stik af borgerne på Læsø sidst i juni.