Når du står med et sæt spritnye dæk, er der noget næsten hypnotiserende over dem.
Den friske duft af gummi, den perfekte sorte overflade og det knivskarpe mønster, der nærmest skriger på at ramme asfalten. Og så er der de små, fine gummihår, der stikker ud som et pindsvin på koffein.
De fleste har set dem, men langt fra alle ved, hvorfor de egentlig er der.
Det skriver mediet ad.nl.
De små gummifremspring har faktisk slet ikke noget med selve kørslen at gøre, de er nemlig blot en bivirkning af dækfremstillingen.
Hårstråene kaldes åndebobler, og de opstår under den sidste fase i produktionen, når dækket går fra en blød klump gummi til et solidt og holdbart produkt.
Før dækket får sin karakteristiske slidbane og markeringer, bliver det presset ind i en form under høj varme i den såkaldte vulkaniseringsproces. Formen er forsynet med små ventilationshuller, der skal sikre, at luft og gas kan slippe ud, så gummiet får fuld kontakt med formen.
Når dækket presses sammen, bliver små mængder af det bløde gummi skubbet gennem disse ventilationshuller, og når dækket endelig kommer ud af formen, er det dækket af de små hår.
Skal de fjernes?
Når de nye dæk først sidder på bilen og ruller ud på vejen, begynder de små hår hurtigt at forsvinde fra kontaktfladen.
De bliver slidt af i takt med, at du kører, men de kan stadig være synlige på dækkets sidevægge i længere tid. Heldigvis har de ingen betydning for dækkets ydeevne eller holdbarhed, så hvis du synes, de er grimme, kan du sagtens klippe dem af, men de forsvinder af sig selv før eller siden.
Så næste gang du står og beundrer et sæt nye dæk, kan du tage et ekstra kig på de små hår og imponere din mekaniker (eller dine venner) med din viden. De er måske ikke verdens vigtigste detalje - men nu ved du i det mindste, hvorfor de er der.