En ekspert siger blankt nej til en vane, de fleste af os har.
Det er en grå efterårsdag, og det våde tøj kan ikke nå at tørre udenfor. Så frem med tøjstativet, ind i stuen eller soveværelset, og lad det stå natten over.
Det føles helt uskyldigt. Men mens tøjet langsomt tørrer, sker der noget med luften i rummet, som du ikke kan se eller mærke.
Det skriver Bolius, der har spurgt bygningskonstruktør og byggefaglig formidler Tue Patursson til råds.
Og hans svar er klart.
“Vi siger altid nej, når nogen spørger til, om man kan tørre tøj i stuen,” siger han.
Grunden er al den fugt, der gemmer sig i det våde tøj. For mens en omgang vasketøj tørrer over mange timer, afgiver det meget fugt til luften i hjemmet. Helt præcist svarende til 3-6 liter vand.
Al det vand skal et sted hen. Og den fugt har hverken vægge, møbler eller luften i rummet godt af.
Derfor handler det om at holde øje med den relative luftfugtighed i boligen. Den bør generelt ligge mellem 25 og 65 procent. Om sommeren helst under 60-65 procent, og om vinteren endnu lavere, under 40-45 procent.
Det bedste sted at tørre tøjet er faktisk badeværelset.
“Her er rummet lavet til fugtige omgivelser, og der er en ventilator eller et vindue, som kan åbnes,” forklarer Tue Patursson.
Har du ikke plads på badeværelset, kan en affugter være en hjælp. Og for at vide, om den overhovedet virker, foreslår eksperten et billigt lille redskab.
“Du kan forsøge med en affugter, og for at teste effekten kan du samtidig bruge nogle hundrede kroner på en fugtmåler, så du kan se, om du kan holde den relative luftfugtighed nede,” siger han.
Så med en fugtmåler i hånden kan du selv følge med i, om den våde omgang tøj er ved at skubbe luftfugtigheden op i et leje, der er for højt.