En ny undersøgelse viser, at særligt en gruppe danskere ofte har tandproblemer.
Lige nu læser andre
ADHD og dens behandling påvirker også tændernes sundhed, viser en ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen, som har spurgt både offentligt ansatte og privatpraktiserende tandlæger.
Undersøgelsen afslører en stigning i antallet af patienter med ADHD, og en tredjedel af tandlægerne rapporterer, at disse patienter har flere tandproblemer end andre. De største udfordringer handler om dårlig mundhygiejne, problemer med at møde op til behandling, vanskeligheder ved at modtage tandbehandling og især mundtørhed som følge af ADHD-medicin.
I børne- og ungdomstandplejen angiver 70 procent af tandlægerne, at børn med ADHD har sværere ved at modtage behandling sammenlignet med andre børn.
Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt, understreger, at tandproblemer hos patienter med ADHD er et overset område og opfordrer til politisk handling.
“Det er bekymrende, at børn med ADHD risikerer dårligere tandsundhed. Det er et samfundsansvar at sikre, at alle børn får den nødvendige forebyggelse og behandling. Men det er udfordret, da vi både mangler tandlæger og udstyr. Derfor er det nødvendigt, at politikerne prioriterer og investerer i tandsundhed, især ved at styrke den kommunale tandpleje med flere ressourcer og bedre forhold,” siger Torben Schønwaldt.
Læs også
Når det kommer til voksne med ADHD, ser tandlægerne især mundtørhed som en konsekvens af medicinen. Mundtørhed kan føre til tandsygdomme som caries og tandkødsbetændelse, som også ofte ses hos patienter med andre kroniske sygdomme som diabetes eller psykisk sygdom.
Tandlægeformanden mener, at regeringen bør tage højde for denne udvikling, når der snart skal forhandles om en ny model for voksentandpleje.
“Det er et klart eksempel på en stor patientgruppe, som bør få bedre tandbehandlingstilskud. Jeg synes, det er uretfærdigt, at patienter skal kæmpe med tandproblemer som følge af en sygdom eller diagnose og samtidig selv betale hele regningen,” siger han.
Torben Schønwaldt efterlyser en ordning, hvor tilskuddet til tandbehandling bedre afspejler patienternes faktiske behov.
“Vi skal investere mere i forebyggelse og sikre, at de patienter, der har størst behov, får tilstrækkelig støtte til behandling,” afslutter han.
Læs også
Knap 700 tandlæger deltog i undersøgelsen, som også viser, at antallet af danskere, der bruger ADHD-medicin, er steget med mere end 300 procent siden 2010. I 2024 modtog over 130.000 personer mindst én recept på ADHD-medicin.