Efteråret bider, og møblerne står tilbage i haven. Men ikke alle skal med ind.
Det er den tid på året igen. Sommeren er slut, terrassen er ved at være kold og våd, og havemøblerne står stadig ude, som de har gjort hele sommeren.
Så melder spørgsmålet sig: skal de ind i skuret nu, eller kan de egentlig bare blive stående vinteren over?
Svaret er ikke det samme for alle møbler. Det afhænger nemlig af, hvad de er lavet af. Det skriver Idenyt.
Træet gør hele forskellen
Står dine møbler i malet eller lakeret træ, er de de mest udsatte af dem alle. Dem bør du ubetinget tage ind om vinteren.
Er de derimod af teak, robinie eller trykimprægneret fyr, kan de principielt godt klare sig udenfor. Men de holder længere, hvis de får lov at stå under tag.
Et godt råd inden du stiller dem væk: giv dem en gang olie om efteråret. Det beskytter træet mod svampeangreb.
En vigtig detalje, hvis du har plads indenfor: stil træmøblerne i et uopvarmet rum med nogenlunde samme luftfugtighed som udenfor. Kommer de ind i varmen, risikerer træet at tørre ud og krympe, så samlingerne bliver løse.
Metal og plast klarer ofte skærene
Har du møbler af aluminium eller metal, kan de som regel godt stå ude vinteren over. Tjek bare, at alle beslag og skruer er rustfri, så de ikke begynder at ruste.
Det samme gælder plastmøbler. De kan normalt tåle en vinter udenfor, men kun hvis de er frostsikre. Er de ikke det, risikerer de at tage skade af frosten.
Og så er der hynderne og puderne. Dem skal du altid tage ind. De har bedst af at stå tørt, og deres værste fjende om vinteren er faktisk mus.
Vask dem gerne, inden du pakker dem væk, og opbevar dem et tørt sted, gerne i plastsække. Undgå skuret og drivhuset, hvor musene ellers nemt kommer til.