Hvorfor er spøgelser næsten altid hvide? Forklaringen går langt tilbage

Du kender billedet. Et barn med et lagen over hovedet og to klippede huller til øjnene. Tegnefilmenes svævende, hvide skikkelse. Butikkernes Halloween-pynt.

Spøgelset er næsten altid hvidt. Sjældent gråt, aldrig lyserødt. Men hvorfor er det blevet sådan?

Svaret handler om gammel folketro, og det er mere gennemtænkt, end man skulle tro.

Den klassiske genganger, der dukker op på kirkegården, bliver konventionelt fremstillet som et “lagenspøgelse”. Det skriver opslagsværket lex.dk. Figuren er typisk vag i konturerne, en utydelig skikkelse i hvidt.

Og netop farven var ikke ligegyldig. I den ældre folketro havde et spøgelses farve betydning, og den fortalte, hvad man havde med at gøre.

Hvide spøgelser blev regnet for gode. De grå eller farvede var knap så elskværdige. Og de sorte? Dem skulle man holde sig fra, for de var onde.

Når det venlige, hvide lagenspøgelse er blevet standardbilledet på en genganger, passer det altså fint med folketroens egen rangorden. Det hvide var det gode selskab.

Selve gengangeren blev opfattet som en rest af det sind, der engang holdt kroppens livsfunktioner i gang. Derfor holdt spøgelset sig gerne til de steder, det som levende menneske havde været knyttet til.

Så næste gang du ser en lille skikkelse i et hvidt lagen på gaden op til Halloween, kan du tænke på, at kostumet trækker tråde helt tilbage til en folketro, hvor hvid betød en venlig genganger – og sort noget helt andet.