Jesper Bengtson
En viral tråd satte gang i tusindvis af minder, og mønsteret er svært at overse.
Forestil dig en helt almindelig onsdag aften i Danmark engang i 90erne. Far eller mor er kommet hjem fra arbejde, fastnettelefonen står stille i entréen, og fjernsynet kører med to-tre kanaler. Ingen mobil bipper. Ingen mails skal besvares efter fyraften. Aftenen er din.
Det lyder næsten utopisk i dag. Men for en del år siden var det bare onsdag.
Det var en viral tråd, der satte gang i det hele. En bruger stillede et simpelt spørgsmål til nettet: Hvad var helt normalt for 20-30 år siden, men føles som ren luksus i dag? Svarene væltede ind i tusindvis, og den amerikanske udgave er samlet af AOL. Pointen er den samme på begge sider af Atlanten. Og på dansk rammer den lige så hårdt.
Her er de ting, mange danskere pludselig husker med et lille suk.
Det, der før var en selvfølge
En løn kunne forsørge en familie. Mor eller far kunne blive hjemme, og regnestykket hang stadig sammen. I dag er to indkomster for de fleste ikke et valg, men en nødvendighed.
Man kunne købe hus eller lejlighed som helt almindelig lønmodtager. En sygeplejerske og en håndværker kunne lægge billet ind på et rækkehus uden at grine ad tanken. Se på boligpriserne i København og Aarhus i dag, og du forstår sukket.
Huslejen slugte ikke hele lønnen. En ung på vej ud i livet kunne finde noget i byen til en pris, der lod penge tilbage til andet end husleje.
Tøj og sko holdt i årevis. Man købte en vinterjakke og regnede med at have den længe. I dag går sømmene ofte op efter en sæson, og nyt skal købes igen.
Hvidevarerne kørte og kørte. Køleskabet og vaskemaskinen holdt i 20, nogle gange 30 år. Nu er man heldig, hvis en maskine klarer ti.
Man ejede sin musik og sine programmer. Cd-samlingen stod i reolen, og softwaren var købt én gang for alle. I dag lejer vi det hele via abonnementer, der trækkes hver eneste måned, hele livet.
Koncert- og festivalbilletter var til at betale. En ung med fritidsjob kunne tage til koncert uden at skulle spare op i måneder.
Sommerferien kunne betales af én indkomst. Familien pakkede bilen og tog afsted, uden at det krævede et helt års opsparing.
At gå i byen var ikke en luksus. En tur på café eller værtshus i weekenden væltede ikke budgettet.
Man kunne koble helt af. Når man gik fra arbejde, var man væk. Ingen chef kunne fange en om aftenen, for der var ingen skærm at fange en på.
Ingen af delene virkede specielt i sin tid. Det var bare sådan, hverdagen var.
