Jesper Bengtson
Næsten alle kender følelsen, når sangen starter, og man helst vil synke i jorden.
Kagen bæres ind, lysene flakker, og alle vender sig mod dig. Så begynder sangen. “I dag er det xxx’s fødselsdag” For nogle er det festens højdepunkt. For andre er det det mest pinlige øjeblik på hele året.
Hvorfor får så mange af os lyst til at synke i jorden i det sekund, opmærksomheden lander på os?
Psykoterapeut Nick Luxmoore sætter ord på det paradoks, de fleste kender: “Mange af os har brug for at blive set og kan samtidig slet ikke holde det ud.” fortæller han ifølge AOL.
Der er syv typiske grunde til, at fødselsdagssangen føles mere som en prøvelse end en fejring.
De syv grunde til ubehaget
1. Selve fødselsdagen føles mærkelig. Mange rammes af en slags fødselsdagstristhed, når tidens gang pludselig bliver meget konkret. Når man står og gør status over det, man havde håbet på, kan det føles helt forkert at skulle fejres.
2. Man er i forvejen selvbevidst. Bliver man betragtet af andre, bliver ens egne usikkerheder større. Frygten for at blive bedømt melder sig, selv blandt venner man stoler på.
3. Man bliver let overvældet. Introverte og særligt sensitive mennesker er mere sårbare over for overstimulering. Kombinationen af fest, larm og sang bliver simpelthen for meget på én gang.
4. Man bærer rundt på gamle sår. Ubehaget kan stamme fra barndommen eller fra en skam, der har knyttet sig til det at være i centrum.
5. Man er vant til at være den, der ser på. Nogle har deres trygge plads i tilskuerrollen og føler sig presset, når de pludselig skubbes ind i rampelyset. Introverte har ofte også et lavere selvværd i det hele taget.
6. Man bliver flov. Når andre betragter en, vækkes usikkerhederne. Og håndterer man ikke ubehaget, risikerer man ifølge Luxmoore helt at “dæmonisere disse små glæder af ren frygt.”
7. Man føler sig presset til at præstere. Den intense opmærksomhed skaber angst for at blive kigget på. Det kan udløse en slags frygtrespons, selv om der ikke er nogen reel fare på færde.
Genkender du mindst én af dem, er du langtfra alene. Pointen er ikke, at man skal elske sangen, men at ubehaget giver mening, og at der sjældent er noget galt med dem, der helst var fri.
