Jesper Bengtson
Seks ganske almindelige dyr har i årtusinder været bundet til døden – og flere af dem kender du fra din egen baghave.
Når mørket falder tidligt, og Halloween nærmer sig, dukker de samme skygger op igen. Flagermusen over hustaget. Kragen på hegnspælen. Uglen, der tuder et sted ude i natten.
Vi tænker sjældent over hvorfor. Men i gamle kulturer var det ikke tilfældigt, hvilke dyr der blev koblet til døden. Bag hvert af dem gemmer der sig en fortælling. Det har dyreportalen One Green Planet samlet seks af.
Hunden, uglen og kragen
Det begynder med hunden. I det gamle Egypten var dødsriget ikke til at tænke på uden Anubis, guden for begravelser og balsamering. Han blev altid afbildet med et hundehoved, og dermed blev hunden selv en vogter ved grænsen mellem liv og død.
Uglen fik en mørkere rolle. Hos flere oprindelige folk i Nordamerika blev den set som et direkte varsel om død.
Kragen slæber sin dystre betydning med sig den dag i dag. Den samler sig om de døde, og i svensk folklore fik det en uhyggelig forklaring: kragerne var genfærd af mennesker, der var blevet nægtet en ordentlig begravelse. På engelsk kalder man stadig en flok krager for “a murder”.
Flagermus, cikade og sommerfugl
Så er der flagermusen, som i vestlig kultur for længst er smeltet sammen med vampyrer og det overnaturlige. Den flyver endda gennem Dante Alighieris “Inferno”. Dens vej til at blive et fast symbol på uhygge går mange hundrede år tilbage.
Men ikke alle dyrene handlede om frygt. I Kina blev cikaden et tegn på det modsatte: genfødsel. Insektet ligger begravet i jorden i over ti år, før det endelig kravler op i lyset. Under Han-dynastiet lagde man jadeamuletter formet som cikader i de dødes mund, et håb om et nyt liv på den anden side.
Allersmukkest er måske den sidste. I græsk mytologi betyder ordet “psyche” både sommerfugl og sjæl. Og larvens forvandling til det flyvende, farverige væsen blev set som netop det: sjælen, der forlader kroppen og letter.
