I mange film ser man ofte katte med en skål mælk, og mange tror derfor, at katte enten kan eller bør drikke mælk i virkeligheden. Men det er faktisk en misforståelse. Mælk kan nemlig være skadeligt for katte. En ekspert forklarer hvorfor.
Katte drikker naturligvis mælk fra deres mor, når de er helt små. Men så snart de er blevet ældre, bør mælk undgås – selv hvis katten virker til at kunne lide det.
Julia Henning fra veterinærfakultetet på Adelaide Universitet fortæller, at langt de fleste katte er laktoseintolerante. Når katte stopper med at drikke modermælk – typisk mellem 6 og 12 uger gamle – ophører deres produktion af enzymet laktase, som er nødvendigt for at nedbryde laktose i mælk.
“Hvis de derefter får komælk, som indeholder mere laktose end kattemælk, kan det føre til oppustethed, mavesmerter, opkast og diarré,” forklarer hun til The Conversation.
Undgå også at give mælk 'engang imellem'
Julia Henning advarer om, at katte, som får mælk eller andre mejeriprodukter regelmæssigt, har endnu større risiko for problemer.
“Det kan i værste fald blive livstruende, da kronisk diarré kan føre til dehydrering og underernæring,” siger hun.
Måske tænker man, at lidt mælk af og til ikke gør noget, men det afviser Julia Henning:
“Nej, mejeriprodukter er ikke en naturlig del af kattens kost. Selvom de måske kan lide smagen, kan mælk give ubehag og helbredsproblemer, så det bedste er helt at undgå det.”
Andre typer mælk
Selv hvis din kat ikke umiddelbart viser tegn på problemer efter at have drukket mælk, bør du stadig lade være.
“Katte er gode til at skjule, når de har det dårligt. I naturen ville svaghed gøre dem til nemt bytte for rovdyr,” påpeger Julia Henning.
“Hvis du af en eller anden grund alligevel skal give mælk, så vælg laktosefri mælk eller mælk, som er specielt lavet til katte – og giv det kun meget sjældent.”