Konflikten i Mellemøsten kan ende med at eskalere yderligere, da endnu et land er blevet trukket ind i den.
Lige nu læser andre
Saudi-Arabien udelukker ikke muligheden for et militært svar mod Iran som reaktion på en række missilangreb mod mål i Golfregionen. Samtidig erklærer landets regering, at den resterende tillid til Teheran nu er helt ophørt.
Det udtalte Saudi-Arabiens udenrigsminister, Faisal bin Farhan, på et pressemøde natten til torsdag. Udmeldingen kom efter, at iranske missiler, ifølge de saudiarabiske myndigheder, var blevet rettet mod Riyadh.
Ministeren anklager Iran for at lægge pres på nabolandene frem for at søge dialog. Han understreger, at dette pres ikke vil føre til nogen indrømmelser fra saudisk side.
“Kongeriget vil ikke give efter for pres. Tværtimod vil dette pres få negative politiske og moralske konsekvenser. Og som vi har understreget, forbeholder vi os retten til at iværksætte militære foranstaltninger, hvis det bliver nødvendigt,” sagde han ifølge DR.
Udmeldingen kom efter et møde i Riyadh mellem udenrigsministre fra flere lande i regionen.
Læs også
Konflikten omkring energiinfrastrukturen i Golfen er samtidig eskaleret. Iran har tidligere beskyldt Israel for at stå bag angreb på faciliteter ved det store South Pars-gasfelt, hvilket ifølge Reuters markerer en væsentlig optrapning i konflikten mellem USA, Israel og Iran.
Iran svarede på angrebene med at affyre missiler mod Saudi-Arabien og Qatar og advarede samtidig om mulige angreb på olie- og gasanlæg i hele regionen.
Irans Revolutionsgarde har også truet med at angribe nabolandenes energiindustri, hvis Irans egen energisektor igen bliver ramt.
Ifølge saudiarabiske myndigheder blev fire ballistiske missiler skudt ned over hovedstaden Riyadh, og fragmenter af missilerne faldt nær et raffinaderi syd for byen.
Flere energianlæg andre steder i Golfen er også blevet ramt. De Forenede Arabiske Emirater har fordømt angrebet på gasanlægget Habshan og oliefeltet Bab og kalder hændelserne en farlig optrapning.
Læs også
I Qatar ramte et missil gasanlægget Ras Laffan, hvilket medførte brand og betydelige skader, oplyser det statsejede selskab QatarEnergy.
Angrebene har også affødt reaktioner fra USA. På sit sociale medie, Truth Social, skriver præsident Donald Trump, at Israel angreb Irans South Pars-felt uden amerikansk kendskab, og han advarer samtidig Iran mod at iværksætte nye angreb på Qatar.