Måden vi herhjemme prioriterer vores firbenede venner har ændret sig, viser nye tal.
Lige nu læser andre
I 2025 blev 53.054 nye hunde registreret i Danmark, ifølge Dansk Hunderegister, hvilket er næsten 10 procent færre end året før. Samtidig ses en tydelig tendens mod mindre og mellemstore hunde samt en ændring i, hvordan danskerne vælger deres hunde.
“Hundekøb er i dag mere præget af hverdagens realiteter end af impulsive beslutninger. Faktorer som tid, økonomi, boligforhold, arbejdsliv og livsstil spiller en større rolle, og det afspejles i både antallet og typen af hunde”, siger Lotte Evers, hundeekspert og marketingchef hos Agria Dyreforsikring.
Efter de ekstraordinært høje registreringstal under coronapandemien er hundemarkedet nu kommet ned på et lavere, men mere stabilt niveau, vurderer marketingchefen. Flere er tilbage på arbejdspladsen, boligformer er blevet mere kompakte, og det er blevet betydeligt dyrere at have hund: Dyrlægeregninger er steget hurtigere end inflationen, og priserne på foder og udstyr er også vokset siden 2020. Det betyder, at hundehold i dag er en større økonomisk beslutning.
“Derfor vælger flere en hund, der er mere håndterbar både i størrelse og omkostninger. Det er nemmere at have mindre hunde med til venner og familie, de kræver mindre plads, spiser mindre og lever ofte længere. Det synes at passe bedre ind i mange danskeres hverdag.”
Pudlens skjulte popularitet
Selvom de mest populære racer fortsat er labrador retriever, golden retriever og bichon havanais, fylder blandingshunde i stadig højere grad i hundemarkedet. Særligt er der stor interesse for små og mellemstore blandingshunde med krøllede pels. Her spiller pudlen en central rolle. Den klassiske pudel er højt placeret blandt danskernes favorit-hunde i 2025, men dens indflydelse rækker langt videre. Mange populære blandingshunde bærer spor af pudlen, da dens egenskaber ofte forbindes med sundhed og et nuttet udseende.
Læs også
“Pudlen gemmer sig bag mange af de mest populære krydsninger i Danmark. Når vi kigger på registreringer og forsikringsdata, er det tydeligt, at mange vælger pudelbaserede blandingshunde, fordi de opfattes som sundere og mere attraktive”, siger Lotte Evers. Hun understreger dog, at blandingshunde ikke nødvendigvis er sundere end racehunde: “Sundhed afhænger af ansvarligt avlsarbejde, ikke af, hvilke racer hunden er en blanding af.”
Et marked i balance
Ifølge Agria Dyreforsikring er hundemarkedet på vej mod en mere stabil udvikling i de kommende år. “Antallet af nye hunde har stabiliseret sig på et lavere, men mere bæredygtigt niveau, og de mindre og mellemstore hunde er de mest foretrukne.”
Med den nye dyrevelfærdslov er der kommet øget fokus på sundhed og avl, særligt for hunderacer, der har tendens til at udvikle helbredsproblemer på grund af ekstreme træk. Dette understreger vigtigheden af at vælge hund ud fra sundhed og ansvarlig avl snarere end kun udseende og størrelse.
“Udseendet er stadig en vigtig faktor, når danskerne vælger hund, og de krølpelsede hunde er blevet mere populære, især på sociale medier. Men fokus på dyrevelfærd, sundhed og ansvarlig avl bør være vigtigere end pels og størrelse,” siger Lotte Evers.
Hun håber også, at flere kommende hundeejere vil tænke grundigt over, om de har de rette rammer til at kunne give en hund et godt liv. “Det handler ikke kun om, hvilken hund man drømmer om, men om, hvilken hund man kan tilbyde et godt liv – med tid til aktivering, pleje og selskab, samt økonomi til at tage ansvar hele hundens liv.”
Læs også
De 25 mest populære hunde i 2025
(Ifølge Agria Dyreforsikring)
- Blandingshund
- Labrador retriever
- Bichon havanais
- Golden retriever
- Coton de Tulear
- Cavalier King Charles Spaniel
- Schæferhund
- Cocker Spaniel
- Shih Tzu
- Dansk/Svensk Gårdhund
- Fransk Bulldog
- Border Collie
- Staffordshire Bull Terrier
- Chihuahua
- Jack Russell Terrier
- West Highland White Terrier
- Cavapoo
- Cairn Terrier
- Welsh Corgi Cardigan
- Shetland Sheepdog
- Malteser
- Labradoodle
- Berner Sennenhund
- Cockapoo
- Gravhund