Jesper Bengtson
En helt almindelig fredag morgen ringede telefonen hos plejemor Judy Wright.
Det var Ennis Center for Children, der ringede. I den anden ende var sagsbehandleren Beth, og hun havde et usædvanligt spørgsmål.
“Mrs. Wright, vil du overveje at tage dig af en to måneder gammel pige fra neonatalafdelingen, som ikke forventes at overleve?”
Judy Wright og hendes mand John fra Michigan havde dengang taget imod mange plejebørn. Men dette barn var noget helt særligt. Pigen havde 27 diagnoser. Hun var født uden hud på hænder og fødder, hun var blind, hun var døv, og hun var afhængig af insulin, fordi hun manglede en bugspytkirtel.
Lægerne mente ikke længere, at der var noget at gøre. Rapporterne rummede intet håb.
Så kom sætningen, der skar igennem alt.
“Vil du ikke bare holde hende, indtil hun dør?”
Det fortæller Judy Wright selv i et personligt essay hos HuffPost, skrevet ud fra hendes bog “Just Hold Her”.
Judy talte med John. Og så sagde hun ja.
“Ja. Vi tager hende,” svarede hun.
Ti dage senere kom den lille pige hjem. De kaldte hende Jayden.
Dagene havde ingen begyndelse og ingen ende. Bleskift, medicin, sprøjter og mad hver anden time, døgnet rundt. Iltflasker og alarmer. Jayden blev holdt næsten uafbrudt, aldrig længere væk end den godt to meter lange iltslange tillod.
Judy prikkede små huller i Jaydens lår for at måle blodsukker og give insulin, og hun tegnede mønstre på huden for ikke at ramme det samme sted to gange.
“Jeg vidste ikke, hvornår dagen begyndte eller sluttede,” har hun fortalt.
Men noget skete. Iltslangen forsvandt. Alarmerne tav. Uger blev til måneder. Og barnet, der bare skulle holdes, indtil hun døde, blev ved med at leve.
I dag er Jayden fyldt 17 år. Hun er stadig afhængig af insulin, men hun kan både se og høre. Hun lever et fuldt liv, og hun drømmer om at blive skovfoged.
Jayden fik en ny familie, der adopterede hende gennem kirken. Men båndet til Judy forsvandt aldrig.
Til fødselsdagen bar de to matchende grønne kjoler. Og da et nyfødt lam skulle have navn, var Jayden ikke i tvivl.
“Lad os kalde hende Judy,” sagde hun og holdt forsigtigt om det lille dyr, akkurat som hun engang selv var blevet holdt.
