Sebastian Ilsøth
Et billede af en sygeplejerske, som en mor tog for at dokumentere, er gået viralt
Shelby Skiles er mor til en toårig pige, Sophie, der lider af kræft. Sophie har en tumor på størrelse med en tennisbold i brystet, hvilket betyder, at både Shelby og hendes datters liv er præget af lange hospitalsindlæggelser, adskillige operationer og behandlinger.
Familien Skiles gennemgår en utrolig svær tid, men de nægter at give op. Selvom situationen er overvældende og udmattende, er de fast besluttede på ikke at lade sig kue.
En nat, hvor Shelby ikke havde fået nogen søvn, fordi Sophie havde været meget syg, følte hun ikke, at hun kunne gå til ro. På trods af den udmattelse, hun følte om morgenen, kunne hun ikke fjerne blikket fra sin datter. Mens hun betragtede en sygeplejerske, der tog sig af Sophie, bemærkede hun noget, der fik hende til at blive stående og observere i et stykke tid. Pludselig fik hun trangen til at skrive ned, hvad hun lige havde set, og hun skyndte sig at finde papir og kuglepen frem for at få sine tanker ned på skrift.
Brevet, som hun efterfølgende delte på Facebook, er et vidnesbyrd om hendes oplevelser den morgen. Her er et uddrag fra brevet:
‘Kære børnesygeplejersker (og alle de vidunderlige sygeplejersker),
Jeg ser dig. Jeg sidder på denne sofa hele dagen, og jeg ser dig. Du prøver at være så usynlig som muligt for mig og mit barn. Jeg ser de bekymrede udtryk i dit ansigt, når Sophie ser dig og græder. Du gør dit bedste for at berolige hende og vinde hendes tillid. Jeg ser, hvordan du tøver, når du skal stikke hende eller fjerne et plaster. Du siger ‘Det er intet problem’ eller ‘Undskyld’ flere gange om dagen, end mange siger ‘tak’.
Jeg ser gummibåndene på dine arme, viklet rundt om dit stetoskop, et symbol på alle de børn, du har passet og taget dig af. Jeg ser dig bære tunge kasser med medicin og udstyr ind på barnets stue, mens din telefon ringer fra en anden afdeling. Jeg ser dig iføre dig handsker og maske, forsøge at gøre så lidt støj som muligt om natten.
Jeg ser dig sortere perler, så du kan give dem til din lille patient, som hun kan tilføje til sin halskæde. Jeg ser dig kærtegne hendes bare hoved og pakke hende ind i dynen. Jeg ser dig trøste den grædende mor, der lige har fået dårlige nyheder. Jeg ser dig forsøge at tegne på computeren, mens du holder barnet, fordi hendes mor ikke kan eller vil være til stede.
Du sætter dit eget liv på standby i 12 timer ad gangen for at tage dig af syge og døende børn. Du går ind på hver stue med et smil, uanset hvad der sker derinde. Du ser Sophies navn på listen og kommer ind for at tjekke os, selvom hun ikke er din patient. Du ringer til lægen, blodbanken og apoteket så mange gange, som det er nødvendigt for at få det, mit barn har brug for. Du ser til mig lige så ofte, som du ser til hende.’
