Jesper Bengtson
Lige nu runger lyden gennem skove og haver, når natten falder på – og der sker mere, end de fleste aner.
Det er den tid på året, hvor mørket lægger sig tidligt, og luften bliver kold og klar. Og hvis du står udenfor en aften i oktober eller november, er der god chance for, at du hører det: et hult, rungende kald et sted ude i træerne.
Det er natuglen, der er på spil. Og efteråret er dens absolutte højsæson.
Forklaringen handler om, at de unge ugler er rykket hjemmefra. Om efteråret sværmer årets unger ud for at finde deres eget stykke land, hvor de kan slå sig ned. Det skriver Worcestershire Wildlife Trust.
Og det falder bestemt ikke i god jord hos de voksne hanner. En gammel natugle-han kan have holdt det samme stykke skov i mange år, og han har ingen planer om at dele det med en flok nysgerrige teenagere.
Derfor kalder han. Igen og igen. Det dybe, varslende kald er hans måde at sige fra på: Her bor jeg, hold jer væk.
Det berømte kald er to ugler
Men her kommer det, de færreste ved.
Det klassiske uglekald, det vi kender som et langtrukkent “hu-huu”, er slet ikke én ugle. Det er to.
Det er faktisk en slags duet mellem en hun og en han. Hunnen leverer det skarpe, lyse kald, et kort “ke-wick”. Og hannen svarer med sit dybe, rungende “hu-hu-huuu”.
Når du altså står i mørket og hører det, du tror er én ugle, lytter du i virkeligheden til et par, der kalder frem og tilbage til hinanden gennem natten.
Og det er netop nu, du skal lytte. De mørke, stille efterårs- og vinteraftener er det bedste tidspunkt at høre uglerne på, fordi lyden bærer så langt, når alt andet er faldet til ro.
Så næste gang du går ud med skraldespanden en kold aften og hører det hule kald ude fra træerne, så stop lige op og lyt efter svaret. Det kommer som regel.
