Jesper Bengtson
Retten er næsten den samme på begge sider af grænsen, men det øverste lag er ikke.
Rødgrød med fløde er noget af det mest danske, man kan sætte på bordet. De tre ord er endda blevet en lille prøve, man kan udsætte udlændinge for, fordi næsten ingen andre kan udtale dem.
Men kører man blot en tur syd for grænsen, møder man den samme ret igen. Her hedder den bare noget andet, og den bliver serveret på en måde, de færreste danskere kender.
I Nordtyskland kalder de den Rote Grütze. Det betyder nærmest “rød grød”, og den laves af præcis de bær, man forventer: hindbær, jordbær, ribs og sure kirsebær. En blanding af røde sommerbær, kogt sammen til en dyb, mørkerød grød.
Navnet gemmer faktisk på et stykke historie. “Grütze” betyder gryn, og oprindeligt blev grøden jævnet med semulje. I dag bruger de fleste majsstivelse eller kartoffelmel rørt op i lidt frugtsaft, ligesom herhjemme.
Det skriver den tysk-amerikanske madblogger bag The Daring Gourmet, der selv boede i Hamborg-området som ung og lærte retten at kende i hjemmene hos tyske venner.
Og så kommer forskellen, som adskiller den tyske grød fra den danske.
For hvor vi danskere hælder kold fløde over, vælger tyskerne som regel noget helt andet: en varm eller kold vaniljesovs, en vaniljecreme eller et skvæt crème anglaise. Nogle tager et klat flødeskum eller en kugle vaniljeis til.
Grøden kan både spises varm og kold, men det er toppingen, der afgør, om du sidder med en dansk eller en tysk dessert foran dig.
Retten er især udbredt i Schleswig-Holstein omkring Hamborg, Kiel og Lübeck, og den dukker op både til hverdag og til fest, når bærrene er modne om sommeren.
Så næste gang du koger en portion rødgrød, kan du prøve den tyske version: Drop den kolde fløde, og lav en vaniljesovs i stedet.
