I Frankrig laver de pandekager helt tynde, og mange synes de slår vores

Audrey Le Goff voksede op i Bretagne, i det nordvestlige hjørne af Frankrig, hvor crêperier ligger på stort set hvert gadehjørne. At sætte sig ned med en tallerken friske crêper er noget, man gør hele året rundt, igen og igen.

“Det er et kært ritual, som vi forkæler os selv med mindst hver anden uge,” fortæller hun på madbloggen Pardon Your French, hvor hun deler familiens opskrift.

Og den opskrift ser helt forkert ud, første gang man rører den sammen.

For hvor vi danskere kender pandekagedejen som noget, der skal have en vis fylde, er den franske crêpedej så tynd og løbende, at den nærmest har konsistens som piskefløde. Det er ikke en fejl. Det er hele pointen.

Hemmeligheden ligger i hvilen

Dejen laves af hvedemel, æg, mælk, smeltet smør, en smule sukker, salt og et skvæt rom. Alt piskes sammen, til det er helt glat og uden klumper.

Men så kommer det vigtigste skridt, som de fleste springer over: dejen skal hvile. Mindst en time i køleskabet, allerhelst natten over. Det er den hvile, der gør crêpen blød og smidig i stedet for sej.

Når panden er varm, hælder man kun en lille smule dej i, cirka en tredjedel kop, og svinger straks panden rundt, så bunden dækkes i et hårtyndt lag. Et par minutter på den ene side, til kanterne begynder at løfte sig og blive gyldne, og så et hurtigt minut på den anden.

Resultatet er papirtyndt, sart og meget mere delikat end den tykkere danske udgave.

I Bretagne har de endda kælenavne til processen. Den første crêpe, der næsten altid mislykkes, kalder de “hundens crêpe”. Den sidste, tynde og perfekte, er “kattens crêpe”.

Og skulle den første ikke lykkes for dig, så husk: sådan er det også i Frankrig.