Jesper Bengtson
De fleste tror, det kommer fra brusebadet. Men fugten har fundet en helt anden vej ind.
Du går ud på badeværelset en kølig morgen. Ingen har været i bad endnu, vandhanen har ikke kørt, og alligevel er spejlet dækket af en fin, mælket tåge.
Det virker som en lille gåde. Hvor kommer vandet fra, når der ikke er noget bad i gang?
Svaret har intet med bruseren at gøre. Det handler om luften, du selv går rundt i.
Luft indeholder nemlig altid vanddamp, også den luft, der føles helt tør. Men der er en grænse for, hvor meget den kan bære. Og den grænse flytter sig med temperaturen.
Varm luft kan holde på en masse fugt. Jo koldere luften bliver, jo mindre kan den rumme. Kold luft kan simpelthen ikke indeholde lige så meget fugt som varm luft, og når den varme, fugtige luft bliver kølet ned, må den slippe noget af vandet igen.
Det skriver Bolius.
Og her kommer spejlet ind i billedet.
Et spejl på en kold ydervæg er næsten altid et par grader koldere end luften i rummet. Når den fugtige indeluft rammer den kolde flade, bliver luften lige dér kølet ned. Pludselig kan den ikke holde på al sin fugt længere, og så sætter vandet sig som bittesmå dråber på glasset.
Det punkt, hvor luften er så afkølet, at den må slippe fugten, kaldes dugpunktet. Er spejlfladen koldere end dugpunktet, dugger den. Så enkelt er det.
Og fugten er der hele tiden. En helt almindelig familie på to voksne og to børn afgiver omkring 8,5 liter væske i døgnet, hvoraf cirka halvdelen kommer alene gennem huden og vejrtrækningen.
Derfor er dug ikke et tegn på, at der er noget galt med spejlet eller ruden. Det er et tegn på, at der er mere fugt i rummet, end udluftningen kan følge med til.
Vil du af med den, kan du gå to veje: få fugten ud, eller gøre fladen varmere.
Det letteste er at lufte ud. Bolius anbefaler gennemtræk mindst tre gange om dagen i 5-10 minutter, så den fugtige luft skiftes ud med tør luft udefra. Hæver du samtidig varmen lidt i rummet, falder den relative fugtighed, og spejlet holder sig klart længere.
