Forside Dyreverdenen Tusindvis af rovfugle er på vingerne over Danmark: Her kan...

Tusindvis af rovfugle er på vingerne over Danmark: Her kan du opleve dem

Tusindvis af rovfugle er på vingerne over Danmark: Her kan du opleve dem
Illustrationsfoto / AI-genereret

Hver efterår vælter titusindvis af rovfugle hen over himlen – og du skal bare vide, hvor du skal stille dig.

Første gang naturformidler Sebastian Klein stod og så et rovfugletræk om efteråret, var han ikke forberedt på det, der mødte ham.

“Jeg blev så imponeret over, at det kunne lade sig gøre at stå ét sted og se så meget natur, der vælter forbi en, og se så mange imponerende fugle,” fortæller han.

Det, han oplevede, kan alle danskere opleve lige nu. Og det kræver hverken en flyrejse eller dyrt udstyr, bare at man møder op det rigtige sted.

Det skriver Samvirke, hvor Sebastian Klein, der er medlem af Dansk Ornitologisk Forening, deler sin guide til efterårets store skue.

For Danmark ligger nemlig helt perfekt. Alle Skandinaviens rovfugle skal ned igennem landet for at komme videre sydpå, og derfor kan man fra slutningen af august til begyndelsen af november se fuglene trække forbi i tusindvis.

“Jo længere østpå, du kan komme om efteråret, jo højere antal rovfugle på træk får du at se,” forklarer han.

Her skal du stille dig

Det suverænt bedste sted er Stevns Klint. På en god sæson kan op mod 50.000 rovfugle krydse farvandet derude.

Vil du se musvåger, Danmarks mest almindelige rovfugl, skal du til Hellebæk nord for Helsingør. Her er landets største musvågetræk, og på en enkelt god dag kan op mod 10.000 fugle passere forbi.

Også Hyllekrog på Lolland og Gedser på Falster er sikre kort, hvor der kommer fugle hele efteråret. Mod vest ligger Stigsnæs syd for Skælskør, og helt nede på Sydlangeland samler fuglene sig ved Dovns Klint, før de sætter kursen ud over havet mod Tyskland og Sydeuropa.

Timingen er det sidste trick. Har det regnet eller blæst i dagevis, så tag afsted, så snart himlen klarer op.

“Det er som regel frosten, der sætter gang i det helt store træk,” siger Sebastian Klein. “Når den første frost sætter ind, og der kommer en frostkold dag med rim på græsset, høj, blå himmel og uden for meget vind, så pisker de af sted big time.”

Trækket er i fuld gang frem til begyndelsen af november, så der er stadig uger tilbage til at nå en tur ud til klinten.

Ads by MGDK