Forside Livsstil Spids hat og stor gryde: Den klassiske heks var oprindeligt...

Spids hat og stor gryde: Den klassiske heks var oprindeligt en helt anden kvinde

Spids hat og stor gryde: Den klassiske heks var oprindeligt en helt anden kvinde
Illustrationsfoto / AI-genereret

I middelalderens England var synet helt almindeligt, og forklaringen er ikke den, du tror.

Forestil dig et travlt marked i middelalderens England. Mellem boderne står en kvinde. Hun bærer en høj, spids hat, og foran hende damper en stor gryde.

Du ville måske tænke “heks”. Men du ville tage grueligt fejl.

Kvinden var bryggerske. Og det var faktisk helt almindelige øl-sælgende kvinder som hende, der gav os hele forestillingen om, hvordan en heks ser ud. Det skriver videnskab.dk.

Helt frem til 1500-tallet var det nemlig kvinderne, der stod for ølbrygningen. Fra vikingerne til de gamle egyptere var øl primært kvindearbejde, og rundt om i England og resten af Europa var det en af de mange opgaver i husholdningen.

Øllet var ikke bare en nydelse. For arbejderklassen var det en vigtig kilde til næring, fuld af kulhydrater og proteiner.

Hatten, gryden og katten

De driftige kvinder solgte deres øl videre på markedet. Og her kommer de velkendte detaljer, som vi i dag forbinder med hekse.

Den høje, spidse hat? Den bar bryggerskerne, så kunderne kunne få øje på dem i mylderet af mennesker.

Den store gryde? Det var kedlerne, de bryggede og transporterede øllet i.

Og katten? De kvinder, der solgte øl fra deres butikslokaler, holdt katte. Ikke som dæmoniske følgesvende, men for at holde musene væk fra kornet.

Alt sammen helt jordnære ting fra en kvindes arbejdsdag.

Da mændene fik øje på en mulighed

Så vendte det. I 1500-tallet begyndte mændene at se en mulighed for selv at overtage den indbringende forretning.

For at skubbe konkurrenterne ud begyndte mandlige brygmestre at beskylde kvinderne for at være hekse, som brugte gryderne til at brygge trylledrikke i stedet for øl.

Det blev farligt at være bryggerske. En anklage om hekseri kunne føre til retsforfølgelse eller dødsstraf. Samtidig krævede Reformationen i det tidlige 16. århundrede strengere kønsroller og fordømte heksekunst.

I byer som Chester i England blev det i 1500-tallet direkte ulovligt for de fleste kvinder at sælge øl.

Mændene vandt. I dag har alle verdens ti største ølproducenter en mand som administrerende direktør. Og selv i den moderne mikrobryggeri-verden viser et studie fra Stanford, at kun fire procent af virksomhederne har en kvinde som brygmester.

Ads by MGDK