De fleste har fundet grønne skær på kartoflerne, men få ved hvad farven egentlig betyder.
Du kender situationen. Posen med kartofler har stået fremme på køkkenbordet et par dage, måske i lidt sol fra vinduet, og da du vender den, ser du det: grønlige skær hen over skrællen på flere af knoldene.
For de fleste er den første tanke, at man bare lige skærer det grønne væk og bruger resten.
Men så enkelt er det ikke.
Det grønne opstår, når kartofler bliver udsat for sollys. Og netop den grønne farve er et vigtigt advarselstegn. Det skriver Fødevarestyrelsen på sin side om kemi i maden.
Det samme lys får nemlig kartoflen til at danne giftstofferne solanin og chaconin. Det er såkaldte glykoalkaloider, og den grønne farve er tegnet på, at de er under dannelse.
Får du for meget af dem, kan det gå ud over maven. Et højt indhold kan ifølge Fødevarestyrelsen give hovedpine, mavesmerter og diarré.
Og her kommer pointen, som overrasker mange: Det hjælper ikke bare at skære det grønne bort.
Fødevarestyrelsen er klar i mælet. Grønne kartofler skal kasseres, også selvom kun en mindre del er grøn. For når bare en lille del er grøn, er der glykoalkaloider i hele kartoflen.
Det gælder i øvrigt også spirerne. Kartoffelspirer har et højt indhold, så dem skal du fjerne, inden du spiser knolden.
Den gode nyhed er, at du selv kan forebygge det hele. Rådet fra Fødevarestyrelsen er lige til: Opbevar ikke kartofler i lys, for så bliver de grønne. Et mørkt sted i køkkenet er altså et bedre valg end den gennemsigtige pose på bordet.