Japanske forskere fandt et stof der mere end fordobler kroppens evne til at reparere muskler: Det er allerede i naturen

Stoffet hedder liponsyre-trisulfid, forkortet LASSS, og opdagelsen kommer fra Kyushu University i Japan. I laboratoriet fik forskerne kroppens centrale reparationsprotein til pludselig at binde sig mere end dobbelt så stærkt til de muskelceller, det skal vække til live.

De fleste over 40 kender fornemmelsen af, at musklerne ikke helt vil som før, og at kroppen bliver langsommere til at komme sig efter en hård tur eller en skade. Det er netop dét aldersfænomen, den nye forskning går til angreb på.

Studiet blev offentliggjort i fredags, den 24. juli 2026, i tidsskriftet Scientific Reports af et hold ledet af professor Ryuichi Tatsumi fra landbrugsfakultetet ved Kyushu University.

Proteinet der bliver sat ud af spil

Nøglen hedder HGF, hepatocyt-vækstfaktor, et signalstof der virker som en slags vækkeur for musklerne. Når en muskel belastes eller beskadiges, aktiverer HGF de såkaldte satellitceller, musklernes egne stamceller, via en receptor kaldet c-Met. Det er den proces, der reparerer og genopbygger muskelfibre.

Problemet med alderen er ikke, at kroppen holder op med at lave HGF. Med årene rammes proteinet af en kemisk ændring kaldet nitrering, hvor en nitrogruppe sætter sig fast på bestemte punkter og gør, at HGF ikke længere kan koble sig ordentligt på c-Met. Vækkeuret ringer, men musklen hører det ikke længere.

“HGF forsvinder ikke nødvendigvis, når vi bliver ældre. Det bliver snarere kemisk ændret, efter at det er blevet dannet,” forklarer Tatsumi.

Fra almindeligt til “Super HGF”

Forskerne testede to svovlrige antioxidanter: glutathion-trisulfid (GSSSG) og liponsyre-trisulfid (LASSS). Begge er trisulfider, altså molekyler med tre svovlatomer bundet sammen i række. Kun det ene virkede.

Da holdet blandede HGF med LASSS, i et forhold på ét molekyle HGF til 8.000 LASSS, steg proteinets evne til at binde sig til c-Met til mere end det dobbelte. Forskerne døbte den forstærkede udgave “Super HGF”. GSSSG gav derimod ingen effekt, hverken i reagensglasset eller i forsøg med mus.

“Det oversteg vores forventninger. Vi vidste, at trisulfider har mange forskellige biologiske funktioner, men vi havde aldrig forventet, at det at blande HGF med LASSS ville give så markant en effekt,” siger Tatsumi.

Han peger på, at stoffet gør mere end bare at rydde skadelige molekyler af vejen: “Det ser ud til at gå direkte i forbindelse med HGF og fremkalde en fin strukturel ændring, der skaber en forstærket ‘Super HGF’, som binder sig stærkere til c-Met og modstår nitrering.”

I et forsøg, hvor musehaler blev hængt op for at efterligne den muskelsvækkelse, der følger af inaktivitet, beskyttede en forbehandling med LASSS proteinet mod nitrering. GSSSG gjorde ingen forskel.

Ikke et kunstigt stof

Det interessante er, at LASSS er en svovlberiget udgave af liponsyre, et stof kroppen kender i forvejen. Alfa-liponsyre er en antioxidant, som kroppen selv danner i små mængder i blandt andet hjerte, nyrer, lever og muskler, og som også findes i almindelig mad som broccoli, spinat, rødbeder og rødt kød. Det er altså ikke et fremmed, syntetisk molekyle, men et der er kemisk beslægtet med noget, der allerede forekommer naturligt.

Forskerne mener, at mekanismen bag HGF er så ens på tværs af pattedyr, at fundet kan gælde både mennesker, hunde og katte. Det er relevant på et tidspunkt, hvor muskelmassen hos mennesker begynder at aftage allerede fra slutningen af 20’erne og for alvor tager fart fra 50-årsalderen.

Der er dog et stykke vej endnu. Forskerne understreger, at der skal flere forsøg med ældre dyr til, før man kan bekræfte stoffets effekt og sikkerhed i levende organismer. Vejen til en egentlig behandling af mennesker er derfor stadig lang.