En ny amerikansk undersøgelse viser, at online-myter får millioner til at fravælge solbeskyttelse.
Over 16 millioner amerikanske voksne har skåret ned på eller helt droppet brugen af solcreme på grund af påstande, de er stødt på online. Det fremgår af en ny undersøgelse fra American Academy of Dermatology, der peger på sociale medier som en voksende risikofaktor for hudkræft.
“Misinformation forstærker skadelige solbrunings-myter og får folk til at undervurdere risikoen ved UV-stråling”, siger Murad Alam, der er præsident for American Academy of Dermatology (AAD) og certificeret dermatolog.
Undersøgelsen er udført af Versta Research på vegne af AAD og bygger på svar fra 1.132 voksne amerikanere indsamlet mellem 19. januar og 2. februar 2026. Næsten halvdelen af alle adspurgte, og 64 procent af Gen Z, fortæller, at de er stødt på misinformation om solcreme online.
Gen Z henter råd hos influencere
Sociale medier står centralt i billedet. 21 procent af amerikanerne svarer, at de henter hudpleje-råd fra influencere på Instagram eller TikTok, mens tallet stiger til 36 procent blandt Gen Z.
Flere konkrete TikTok-tendenser har gjort dermatologer bekymrede. Forskere ved Columbia Universitys kræftcenter (Herbert Irving Comprehensive Cancer Center) har tidligere kortlagt påstande om, at solcreme er giftig, at daglig sollyseksponering er nødvendig, og at en næringsrig kost kan erstatte solbeskyttelse. Påstandene er gentagne gange afvist af hudlæger.
Murad Alam slår fast, at der ikke findes en sikker måde at blive solbrun på.
“Der findes ikke noget, der hedder en sikker solbruning. Hver gang du bliver brun eller forbrændt, beskadiger du DNA’et i din hud”, siger han.
Solbrunings-myter holder ved
Undersøgelsen viser, at 52 procent af amerikanerne tror på mindst én myte om solbruning. 29 procent mener, at det er sikkert at blive brun, så længe man ikke forbrænder sig, og 19 procent tror, at en grundtan kan forhindre solskoldning eller mindske kræftrisikoen.
Samtidig siger 83 procent af amerikanerne, at sol giver dem et “sundt udseende”, og 55 procent forbinder solbrun hud med god sundhed.
57 procent bruger solcreme regelmæssigt, men næsten halvdelen scorede C eller lavere på AAD’s solbeskyttelses-quiz. Hos Gen Z fik en tredjedel et D eller F.
Sundhedsstyrelsen anbefaler mindst faktor 30
Danskerne er ikke fritaget for problemet. Sundhedsstyrelsen opdaterede i marts 2025 sine egne anbefalinger og slår fast, at man bør bruge solcreme med mindst faktor 30, både herhjemme og på sydpå-ferien. Begrundelsen er, at folk typisk smører for tyndt og derfor langt fra opnår den faktor, der står på flasken.
Sundhedsstyrelsen fraråder samtidig solariebrug og henviser til, at risikoen for hud- og modermærkekræft er højere, jo yngre man er, når man begynder.
Danmark ligger blandt de lande i verden med flest tilfælde af hudkræft. I gennemsnit får 1.465 mænd og 1.539 kvinder modermærkekræft om året, oplyser Kræftens Bekæmpelse på baggrund af tal fra Cancerregisteret for perioden 2021 til 2023.
Murad Alam opfordrer forbrugere til at være kritiske over for, hvor de henter deres viden, og søge råd hos en certificeret hudlæge frem for hos influencere.