Sebastian Ilsøth
– Ikke noget til mig, sagde Laura, efter hun havde bestilt mad til sine børn. Tjeneren ville have hende til at betale for en børnemenu til sig selv alligevel, men så åbnede hendes datter munden.
Laura Keating lider af gastroparese, en sygdom der gør, at hun bliver meget syg, hvis hun spiser fast føde. Derfor får hun det meste af sin næring gennem en sonde og tilbringer meget tid hos lægerne, mens hun får hjælp af en sygeplejerske derhjemme.
Selv om hendes døtre er opmærksomme på, at deres mor kæmper med sit helbred, blev Laura Keating alligevel overrasket, da hendes fireårige datter forsøgte at forsvare hende, da de mødte modstand på en restaurant. Det skriver Laura Keating i et indlæg på The Mighty.
Selvom hun og hendes mand har forsøgt at beskytte pigerne mod sygdommen, stiller de ofte hjerteskærende spørgsmål som “Skal mor snart op i himlen?”
At gå på restaurant kan være en udfordring for Laura Keating. Det er altid akavet at bestille, når man ikke skal have noget.
“Hvad siger jeg, når tjeneren spørger, hvad jeg vil bestille? Skal jeg sige ‘ingenting til mig’ og så forklare, at jeg ikke kan spise, eller skal jeg bare lade være? Bliver tjeneren sur over, at jeg tager en plads, uden at købe noget?” skriver hun.
En gang var hun ude at spise med sine døtre og havde sagt, at hun ikke selv skulle have noget. Tjeneren mente, at hun skulle tale med chefen, da der var underholdning på stedet, og de muligvis ville kræve, at hun betalte for noget.
Chefen kom over til bordet og sagde, at Laura Keating skulle betale for en ekstra børnemenu. Hun prøvede at forklare, at hun ikke skulle spise og kun var der for at være sammen med sine børn. Men chefen svarede, at man selv kunne vælge, om man ville spise eller ej, og Laura Keating skulle betale.
Pludselig vendte hendes fireårige datter sig mod chefen og sagde: “Jeg tror ikke, du forstår. Min mor har gastroparese. Hun kan ikke spise eller drikke noget, for det gør hende syg. Hun har en sonde under blusen, hvor TPN (næringsholdig væske) kommer ind. TPN er hendes mad. Hvis hun spiser, skal hun måske på hospitalet igen, og det vil jeg virkelig ikke have.”
Chefens reaktion? Han blev målløs.
“Vores datter så så stolt ud den dag. Det gik op for os, at hun bare ville hjælpe mig på den måde, hun kunne. Og gæt hvad? Hun gjorde det! Jeg blev ikke opkrævet for børnemenuen, og chefen kom aldrig tilbage til vores bord eller havde øjenkontakt med os,” afslutter den stolte mor.
