For mange, der ikke er fans af alt, hvad der både kan krible og krable, udgør følgende mareridt. Forestil dig et kort øjeblik, at du befinder dig i drømmeland og har drømt dig langt, langt væk. Pludselig kan du imidlertid mærke noget rumstere i munden, og i det øjeblik, du vågner, indser du, at du er ved at spise en dejlig ottebenet edderkop.
I lang tid har det været en uafprøvet påstand, at alle mennesker spiser cirka otte edderkopper i løbet af et år, mens de sover. Dog besluttede forskere fra Scientific American at undersøge sagen og kan nu afsløre, hvor mange edderkopper der kravler ned i din gabende mund, når du sover, beretter New York Post.
Svaret vil sandsynligvis berolige dem, der frygter de krybende spindlere. Det viser sig nemlig at være en myte, og du har derfor ikke spist én eneste edderkop i hele dit liv.
Edderkopper har ganske enkelt ingen grund til at kravle ind i vores senge, slet ikke ind i vores mund. "Edderkopper betragter os som en stor sten. Vi er så store i forhold til dem, at de ser os som en del af landskabet," forklarer biologen Bill Shear til avisen.
Edderkopper bevæger sig kun derhen, hvor der kan fanges føde til deres spind. Så medmindre du sover ovenpå myg, fluer eller andre insekter, som edderkoppen holder for døren, så vil den ikke gide besvære sig med din mund.