Senest.dk Redaktion
Genetiske analyser af 132 skeletter blotlægger et uhyggeligt mysterium fra Europas oldtid.
Rundt om i det danske landskab ligger stadig tusinder af dysser og jættestuer, tavse minder om et bondefolk der stablede tonstunge sten oven på hinanden for over 5.000 år siden. Arkæologer anslår, at der oprindeligt kan have stået op mod 40.000 stengrave i Danmark alene. Men hvad blev der egentlig af de mennesker, der byggede dem? Et nyt fund i Frankrig giver et lige så foruroligende som fascinerende bud.
I en enorm megalitisk grav nær landsbyen Bury, omkring 50 kilometer nord for Paris, har forskere kortlagt arvemassen fra 132 mennesker, der blev stedt til hvile i to adskilte perioder. Resultatet, offentliggjort i tidsskriftet Nature Ecology & Evolution i april 2026, tegner billedet af en befolkning der ganske enkelt forsvandt.
To folk der aldrig mødtes
Graven blev brugt i tiden omkring 3200 til 2450 f.Kr., men midt i forløbet, cirka 3000 f.Kr., skete der noget. Da forskerne sammenlignede arvemassen fra dem der blev begravet før og efter, fandt de ikke slægtninge. De fandt fremmede.
“Vi ser et tydeligt genetisk brud mellem de to perioder,” forklarer Frederik Valeur Seersholm fra Globe Institute ved Københavns Universitet. De mennesker der brugte graven før og efter kollapset fremstår som to helt forskellige befolkninger.
Den ældste gruppe lignede genetisk de stenalder-bønder der levede i det nordlige Frankrig og Tyskland. Den yngre gruppe havde derimod stærke genetiske bånd til det sydlige Frankrig og Den Iberiske Halvø, altså nutidens Spanien og Portugal. Ét folk var borte, et andet havde overtaget stedet.
Et samfund vendt på hovedet
Skiftet handlede ikke kun om gener. I den tidlige periode blev flere generationer af storfamilier begravet sammen, et tegn på tætknyttede fællesskaber. Efter kollapset blev gravene mere selektive og domineret af en enkelt mandlig slægtslinje. Selve samfundet var blevet skruet anderledes sammen.
Og noget slående falder sammen i tid: Da de store stenmonumenter holdt op med at blive rejst, forsvandt også det folk der havde bygget dem, påpeger Seersholm. I hvert fald i nogle egne af Europa var der tale om et reelt demografisk sammenbrud efterfulgt af indvandring.
Var pesten den skjulte morder?
Så hvad slog dem ud? I skeletterne fandt forskerne spor af pestbakterien Yersinia pestis samt Borrelia recurrentis, som giver den lusebårne febersygdom tilbagefaldsfeber.
Men pesten alene holder ikke som forklaring. “Vi kan bekræfte, at pesten var til stede, men beviserne understøtter ikke, at den var den eneste årsag,” siger Martin Sikora fra Københavns Universitet. Han peger på, at sammenbruddet sandsynligvis skyldtes en kombination af sygdom, miljøpres og andre forstyrrende begivenheder.
Laure Salanova fra det franske forskningscenter CNRS er ikke i tvivl om, at der lå en katastrofe bag: Det demografiske mønster er ifølge hende en stærk indikation på en krise.
Tilbage står et af oldtidens store mysterier. Et helt folk, der rejste monumenter for at blive husket, endte selv med at forsvinde næsten sporløst, indtil deres DNA nu, fem årtusinder senere, endelig begynder at tale.
