Videnskaben er chokeret: Blæksprutten kan noget, som kun nogle få kloge pattedyr og fugle ellers kan

Et spejl viser dig noget, der ikke befinder sig der, hvor det ser ud til at være. At gennemskue den illusion – at forstå, at refleksionen peger hen mod et sted bag dig – har længe været regnet som et tegn på usædvanlig tænkning i dyreriget. Evnen er aldrig før set hos andre end hvirveldyr som visse pattedyr og fugle.

Nu har tre blæksprutter ved Dartmouth gjort kunststykket efter. De er de første hvirvelløse dyr nogensinde, der har vist, at de kan bruge et spejl til at lokalisere bytte, fremgår det af et nyt studie i tidsskriftet Current Biology.

“Vores resultater er de første, der viser, at hvirvelløse dyr kan bruge spejle til at forstå deres omgivelser og finde bytte,” siger hovedforfatter Mary Kieseler, der lavede forsøget som ph.d.-studerende og i dag er postdoc ved universitetet i Fribourg i Schweiz.

Krabben de kunne se, men ikke fange

Forsøget bygger på en simpel, men snedig opsætning. Først lærte de tre californiske totplettede blæksprutter at forholde sig til en levende krabbe i et glas, som de måtte dreje 90 grader for at nå.

I de afgørende forsøg blev en virtuel krabbe vist bag dyret, til venstre eller højre. Krabben kunne kun ses i spejlet foran blæksprutten, ikke direkte. For at få fat i belønningen – en rigtig, levende krabbe – måtte dyret altså vende sig 180 grader væk fra spejlbilledet og bevæge sig mod det sted i den virkelige verden, hvor maden faktisk var.

Det lykkedes for blæksprutterne at finde den rigtige side omtrent 73 procent af gangene. Det er langt over, hvad rent tilfælde ville give.

Forsøget handler ikke om spejl-selvgenkendelse, altså om dyret forstår, at det er sig selv, det ser i spejlet. Her drejer det sig om noget andet: at bruge spejlet som et redskab til at regne ud, hvor noget skjult befinder sig.

En orm skiller os fra blæksprutten

Det opsigtsvækkende er, hvor fjernt beslægtet blæksprutten er med os. Vores seneste fælles forfader var en orm, der levede for mellem 350 og 500 millioner år siden. Siden har blæksprutternes og menneskenes intelligens udviklet sig ad hver sin vej.

At et så fjernt dyr alligevel selvstændigt har udviklet evnen til at aflæse et spejl, peger ifølge Kieseler på, at de bagvedliggende tankeprocesser kan være opstået uafhængigt to gange – et fænomen forskerne kalder konvergent evolution.

Måske har de et indre kort

Seniorforfatter Peter Tse, hjerneforsker ved Dartmouth, sammenligner evnen med noget, vi mennesker selv skal øve os på.

“Ligesom nye bilister lærer at bruge bakspejlet til at holde øje med andre biler, kan blæksprutter også lære at bruge et spejl til at regne ud, hvor ting er henne i verden,” siger han.

Ifølge Tse tyder resultaterne på, at blæksprutter har en form for indre kort – en mental forestilling om rummet omkring dem – som de bruger til at jage effektivt i revenes uoverskuelige landskab. Den del kræver dog mere forskning, før den kan slås fast.

Det rykker ved en gammel antagelse om, at avanceret rumlig tænkning hører de store hjerner til. Blæksprutten har sit nervesystem spredt ud i armene, og forstår alligevel et spejl på en måde, vi indtil nu troede var forbeholdt nogle få kloge dyr.