Jesper Bengtson
I årevis var det et fast syn, når aftenens udsendelser var forbi.
Hvis du er vokset op med fjernsyn i forrige århundrede, husker du det garanteret.
Udsendelserne var slut for i aften. Og i stedet for mørk skærm dukkede det op: et fast mønster med cirkler, farvede bjælker og tal, ofte ledsaget af en vedholdende tone, der borede sig ind i stuen.
Prøvebilledet.
For mange var det bare noget, der sad der om natten og tidligt om morgenen, før programmerne gik i gang. Men billedet havde faktisk et helt konkret formål.
Et værktøj, ikke bare pynt
Prøvebilledet blev sendt, når senderen var tændt, men der ikke var noget program. Og det var i virkeligheden et teknisk værktøj.
Teknikere og seere kunne bruge mønstret til at vurdere billedkvaliteten, finde fejl og indstille apparatet rigtigt. Fagfolk kunne aflæse ting som billedets geometri og skarphed direkte af de fine linjer og felter. Det fortæller det schweiziske nationalmuseum i museets historieblog.
I begyndelsen fulgte der en konstant tone på 1.000 hertz med, så man også kunne indstille højttaleren. Senere, i løbet af 1970erne, droppede man den irriterende tone og lagde royaltyfri, let musik ind i stedet. Prøvebilledet blev, som museet beskriver det, “en slags meditativ oase af ingenting”.
Det udviklede sig over tid
Mønstret var ikke det samme hele vejen igennem.
I Schweiz brugte man det allerførste prøvebillede fra 1953 til 1958, med et schweizerkors i midten. Inspirationen kom helt fra den amerikanske RCA, der havde lavet sit berømte “indianerhoved”-mønster tilbage i 1939.
Da farve-tv kom frem i 1968, fik billedet indbygget standardiserede farvebjælker, mens gråtonerne blev, fordi mange stadig så i sort-hvid. Og fra 1972 gik man gradvist over til et helt elektronisk genereret prøvebillede i stedet for de gamle fotodias.
Så, fra slutningen af 1980erne, begyndte det hele at smuldre. Kabel- og satellit-tv væltede ind med udenlandske kanaler døgnet rundt, og i 1990erne gik de store europæiske net over til at sende non-stop.
Prøvebilledet mistede simpelthen sin funktion.
I Schweiz førte det en “ynkelig tilværelse i udkanten” fra 1997 til 2005, før det var helt slut. I marts 2005 gik det schweiziske tv endeligt over til at sende 24 timer i døgnet, og dermed var der ikke længere brug for noget billede at fylde natten ud med.
