Jesper Bengtson
I over to årtier fulgte danske instruktører mennesker, der aldrig havde drømt om at blive filmet.
Forestil dig et kamera, der bare er til stede. Det spørger ikke, det instruerer ikke, det beder ingen om at sige noget på en bestemt måde. Det står i et klasselokale eller en lejlighed og lader livet folde sig ud, præcis som det er.
Det er grundtanken bag en lang dansk dokumentartradition, hvor helt almindelige mennesker fik hovedrollen. Det beskriver opslagsværket lex.dk.
Idéen kom ikke ud af det blå. Internationale strømninger som britisk Free Cinema, nordamerikansk Direct Cinema og fransk cinéma vérité gjorde op med den gamle, belærende dokumentarform og lod i stedet kameraet sanse og observere.
I Danmark greb instruktøren Dola Bonfils, født 1941, den stil. I 1983 lavede hun “Gymnasiet – en skoleform”, en observerende skildring af det danske uddannelsessystem, hvor kameraet fulgte eleverne tæt uden at blande sig.
Tolv år senere førte Lise Roos det samme hverdagsblik videre. Hendes “Frikvarteret” fra 1995 satte igen fokus på gymnasieelever og deres liv mellem timerne.
Så kom teknologien og ændrede alt. Overgangen til digitale formater gjorde kameraerne lettere og billigere, og pludselig kunne instruktørerne rejse rundt og filme på en helt ny måde.
Det udnyttede Michael Noer i sin “Vesterbro” fra 2007. Her vendte han hele idéen på hovedet og gav i stedet sine naboer et kamera, så de selv kunne filme deres egen hverdag.
Resultatet var ikke en instruktør, der fortalte om andre mennesker. Det var mennesker, der fortalte om sig selv.
