Forside Underholdning Kvinde havde glemt sin Lottokupon i handskerummet i månedsvis: Du...

Kvinde havde glemt sin Lottokupon i handskerummet i månedsvis: Du gætter aldrig, hvor meget den var værd

eurojackpot, lotto
Danske Spil

Kvinden havde glemt alt om lottokuponen.

Man siger, at “julen varer lige til påske”, og det kan man vist godt sige, at den sidste jul gjorde for en kvinde fra Sydjylland.

Hun deltog nemlig i Det Store Jule Lotto, som blev udtrukket den 25. december sidste år. Men først for nylig fik hun tjekket sin kupon for gevinster.

Og der var sørme en gevinst på hele 1.000.000 kroner!

Det fortæller Danske Spil i en pressemeddelelse.

Havde glemt alt om kuponen
“Ja, det er helt vanvittigt, men jeg havde faktisk købt et lod til Jule Lotto, og så lagde jeg kuponen i bilen og glemte fuldstændig alt om den,” fortæller hun og griner, da hun endelig – flere måneder efter trækningen – får snakket med Danske Spil om sin gevinst.

Kvinden fortæller, at hun sjældent sidder stille. Hun har altid gang i noget, og det er også en af grundene til, at hun havde glemt alt om kuponen.

Den lå nemlig i handskerummet, og eftersom hun selv kører bilen, opdagede hun først kuponen, da det var tid til en forårsrengøring af bilen.

“Jeg ryddede op i bilen, og så fandt jeg Lotto-kuponen i handskerummet. Jeg vinder aldrig noget, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få den scannet. Jeg tog den med til kiosken, og så lød det: ‘Ja, der er over 5.000 på den, så den kan jeg ikke udbetale.'”

Selvom hun godt vidste, at det var en kupon fra Det Store Jule Lotto, hvor der hvert år udloddes 25 ekstra milliongevinster, havde hun ikke forestillet sig, at det kunne være en så stor gevinst.

“Jeg tænkte, at jeg nok havde vundet 10.000, så jeg blev ved med at kigge på skærmen, da jeg kom hjem. Jeg er ret skarp, men på det tidspunkt tænkte jeg: ‘Svigter øjnene virkelig? Er det mig, der ikke kan se ordentligt?’ Jeg havde nok den der fornemmelse af, at det ikke kunne være rigtigt. Jeg har jo aldrig vundet noget før!” siger hun.

Men denne gang var det altså anderledes: En million kroner, der giver hendes daglige budget et ordentligt boost – og hun måtte lige tage en dyb indånding.

“Det var jo lang tid efter jul! Jeg kunne lige så godt have smidt den kupon væk!” siger hun.

Har allerede delt ud af gevinsten
Millionen er nu blevet sat ind på hendes konto, men hun understreger, at den ikke kommer til at blive stående der.

“Jeg har allerede undersøgt, hvor meget man må give til børnene – ‘80.000 kroner, og de er allerede kommet ind!’ – og så skal jeg selvfølgelig forkæle mig selv lidt,” siger hun.

“Jeg skal nok få glæde af pengene. Jeg investerer gerne i kunst. Jeg ved, hvad jeg går efter. Jeg investerer i kunst, der stiger i værdi. Det er lidt som at spille Lotto, men indtil videre ser det rimeligt godt ud for mig,” fortæller hun.

“Jeg er frisk og rask, og det skal man gøre noget for, så jeg er typen, der altid har gang i noget. Jeg kan godt lide at rejse, og det skal nogle af pengene gå til. Det bliver nok mest her i Europa,” siger hun og tilføjer, at det ikke bliver en solferie, men derimod noget med kunst og kultur.

“Nej, jeg har for meget gang i mit liv til at ligge i solen og lade andre servere for mig!”

Og selvfølgelig skal der også være penge til at spille med i Det Store Påske Lotto, hvor der – ligesom til jul – bliver udloddet 25 ekstra millioner.

Og hvis hun er heldig igen, skal hun nok ikke vente flere måneder med at hæve gevinsten.

“Til påske køber jeg i hvert fald en kupon! Og den skal IKKE ligge i handskerummet, den skal jeg nok opbevare et sted, hvor jeg ved, hvor den er,” siger hun med et grin.

Ads by MGDK