Det kan man vidst kalde begynderheld.
Lige nu læser andre
Det er ikke unormalt at høre om Danske Spil-kunder, der har spillet Lotto, Eurojackpot eller Klasselotteriet i mange år, før den store gevinst endelig rammer.
Men nogle gange sker det helt anderledes.
Det var tilfældet for en mand fra Viborg Kommune, som for nylig vandt en af de helt store gevinster i Klasselotteriet – nemlig 3.000.000 kroner.
”Jeg havde lige købt loddet. Det var kun min anden trækning,” fortæller manden, da Danske Spil ringer for at få hans historie.
Troede ikke sine egne øjne
”Jeg sad i sofaen og kiggede på min telefon, hvor jeg tjekkede min Lotto-kupon. Så loggede jeg også ind på min profil i Klasselotteriet, og pludselig poppede et billede op, hvor der stod, at den nyeste gevinst var på 3 millioner,” forklarer han.
Læs også
Han havde ikke meget erfaring med Klasselotteriet, så han tænkte ikke umiddelbart, at det havde noget med ham at gøre. Han troede bare, det var en reklame. Men det var det ikke.
”Jeg kiggede på datoen, og så var det samme dag! Og det var min lodseddel. Jeg rejste mig op, men mine ben kunne næsten ikke bære mig, og jeg blev helt bleg. Min kone, der sad ved siden af, troede, at noget var galt med et af børnene,” griner han.
Men han turde ikke rigtig stole på sin lykke. Det var først, da han ringede til Danske Spil og Klasselotteriets kundeservice, at han blev helt overbevist.
”Jeg fortalte, at jeg var usikker, men så tjekkede hun det, mens vi talte, og sagde meget venligt: ‘Du kan slappe helt af, du HAR vundet den store gevinst,’” fortæller han, og hans stemme bliver næsten rørt.
”Ej, nu får jeg tårer i øjnene igen! Det var simpelthen en fantastisk oplevelse.”
Læs også
En gammel drøm går i opfyldelse
Klasselotteriets store gevinst er på 3.000.000 kroner, men da der, i modsætning til Lotto og Eurojackpot, skal betales gevinstafgift af gevinster fra Klasselotteriet, ender han med at få udbetalt 2.550.030 kroner.
Pludselig er der penge til at realisere en gammel boligdrøm.
”Vi har sat huset til salg og er i gang med at kigge på et nyt. Det er helt vildt, at vi kan lægge 2,5 millioner i udbetaling uden at skulle sælge først. Vi har altid drømt om et større hus på en lidt bedre adresse. Det hus, vi købte dengang, var det, vi havde råd til. Nu kan vi købe det, vi gerne vil have i stedet for bare ‘det vi har råd til’. Det åbner helt nye muligheder for os,” siger han.