Tidligere i dag afslørede Kwamie Liv, at hun stopper som dommer i TV 2-programmet ’X Factor’.
- Jeg ser tilbage på mine to sæsoner som dommer i X Factor med stor taknemlighed [...] Men efter store overvejelser har jeg valgt ikke at vende tilbage som dommer næste sæson, lød det blandt andet i et opslag på Instagram, som du kan se herunder.
Nu har TV 2 reageret på Kwamie Livs beslutning om at trække sig som dommer.
- Hun har været en meget kompetent og dygtig dommer i ’X Factor’, som er gået til opgaven med både mod og en stor empati, som har klædt programmet, siger Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør på kanalen, og fortsætter:
- Nu ønsker hun mere tid til at dyrke sin kreativitet og egne projekter, hvilket vi glæder os til at følge, og ønsker hende alt det bedste og en kæmpestor tak for indsatsen i ’X Factor’.
Kwamies exit betyder, at hendes nu tidligere meddommere, Simon Kvamm og Thomas Blachman, skal have en ny sidemakker. Det er dog stadig uklart, hvem det bliver.
Ud over en ny dommer, skal TV 2 også finde en afløser til Sofie Linde, der efter sidste sæson valgte at værts-stafetten skulle gives videre.