Lægerne mente, at hendes rygsmerter var forårsaget af løbeskade: Nu har hun kun 9 % chance for at overleve

De første tegn på, at noget var galt, var rygsmerter. Lægerne beroligede Clara og sagde, at det blot skyldtes hendes løbetræning. Derfor tøvede hun med at søge lægehjælp igen. Men efterhånden som flere symptomer dukkede op, gik det op for hende, at hun burde have reageret tidligere – for kræften havde allerede spredt sig aggressivt i kroppen.

“Jeg havde så mange helbredsproblemer i 2024, og jeg ville ønske, jeg havde sat det hele sammen noget før. Jeg skulle have opsøgt min egen læge tidligere. Jeg husker, at jeg tænkte, jeg ikke ville virke besværlig ved at stille for mange spørgsmål,” fortæller Clara til The Sun.

I første omgang fik hun at vide, at hun havde en diskusprolaps forårsaget af løb. Men da symptomerne blev værre – med træthed, opkast, svimmelhed og besvimelser – viste det sig, at sandheden var langt alvorligere.

Clara blev diagnosticeret med kræft i stadie 4, som havde spredt sig til flere organer: brystet, lymfeknuder, bækken, knogler, lever og hjerne. De rygsmerter, hun troede skyldtes overbelastning, var i virkeligheden et tegn på knoglekræft.

“Jeg var fuldstændig knust,” siger Clara.
“Jeg kunne måske have levet med kræften, hvis den kun sad i kroppen. Men da jeg fik at vide, at den også havde nået hjernen, brød jeg helt sammen. Jeg tænkte: ‘Det er slut. Jeg skal dø.’”

Lægerne konstaterede, at hun led af adenokarcinom – en aggressiv kræfttype, der udvikler sig i kirtlerne omkring organerne. De mener, at sygdommen startede i lungerne, hvor symptomerne typisk er vedvarende hoste, åndenød, brystsmerter og hvæsende vejrtrækning.

I begyndelsen blev hun behandlet for den formodede diskusprolaps med fysioterapi, kiropraktik og steroidindsprøjtninger. Da ingen af delene hjalp, blev der foretaget mere omfattende undersøgelser.

“Diskusprolapsen var reel nok,” forklarer Clara, “men de voldsomme smerter i knogler og led skyldtes, at kræften havde spredt sig.”

En MR-scanning afslørede svækket knoglemarv, og blodprøver viste alvorlig blodmangel. Clara havde også tidligere bemærket en knude i brystet og hævede lymfeknuder på halsen, men troede, det hele hang sammen med rygsmerterne.

Da hun til sidst begyndte at kaste voldsomt op, blev hun indlagt akut. Scanninger i januar 2025 viste, at kræften havde bredt sig til store dele af kroppen.

“Da de lavede den første scanning, stod det klart, at jeg ikke bare havde kræft – men at den allerede var udbredt. Det var et kæmpe chok,” fortæller hun.

Senere fandt hun ud af, at hovedpinerne bag øjnene skyldtes hjernetumorer, og at oppustetheden kom fra en tumor, der trykkede på maven.

“Jeg troede bare, jeg var blevet lidt tyk eller forstoppet – jeg anede ikke, hvad der foregik,” siger Clara, der trods den alvorlige prognose forsøger at holde fast i håbet.

“Jeg ved, at overlevelsesraten for lungekræft i stadie 4 kun er ni procent, men jeg planlægger at være en del af de ni.”

Clara har gennemgået fem strålebehandlinger af hjernen, seks omgange kemoterapi og får nu livslang immunterapi for at holde sygdommen nede. Under kemoterapien udviklede hun blodforgiftning og måtte tilbringe flere uger på hospitalet – men hun nægter at give op.

“Jeg levede i konstant frygt og troede hver dag, at det var min sidste. Men da jeg så, at behandlingen begyndte at virke, fik jeg håb igen. Nu tror jeg på, at jeg kan leve i mange år endnu,” siger hun.

I dag bor Clara hos sin far, som hjælper hende i hverdagen. Hun har fundet ny mening i at skabe opmærksomhed omkring kræft og prioriterer nu et roligere liv med yoga og cykling i stedet for løb. Hun drømmer om at springe i faldskærm, tage på ferie og få en hund.

“Jeg er så glad for, at jeg blev ved med at insistere på at blive undersøgt,” siger hun.
“Man kender sin egen krop bedst – og hvis noget føles forkert, skal man sige det højt. Det kan redde dit liv.”