En butik i den amerikanske detailkæde Target gik viralt på det sociale medie TikTok for at reklamere med 'Black Friday-tilbud' til de samme priser som dagen før.
Ifølge virksomheden var priserne allerede nedsatte før, og der blev kun ændret på det visuelle udtryk af reklamen til datoen.
Videoen, som blev lagt ud af brugeren DeJay Downey på TikTok, fik over 39 millioner visninger og viste prisskilte på to fjernsyn. På ét af dem var prisen på 649,99 dollars angivet på et Black Friday-skilt. Men da Downey fjernede skiltet, fandt hun en plade med samme pris.
Ifølge New York Post sagde en talsmand fra Target, at de to fjernsyn 'var på udsalg før som en del af vores tidlige Black Friday-salg. Vi fortsatte med at tilbyde disse varer med samme rabat under Black Friday, men opdaterede skiltningen for at afspejle den forlængede tidsramme'.
Talsmanden tilføjede, at kunderne i begge tilfælde ville spare mellem 20 og 60 dollars i forhold til apparaternes normale pris.
Videoen tiltrak over 60.000 kommentarer, hvor langt de fleste handlede om, at det ikke er første gang, at det er sket. Derfor blev kunderne også opfordret til at lave research inden et køb. Det er nemlig ikke altid, at der er mange penge at spare på Black Friday.
Her er det også værd at nævne, at det også gør sig gældende her i landet. Hvis du har i sinde at skulle shoppe på Black Friday, er det derfor en god idé at give dig tid til at undersøge priserne på forhånd. På den måde kan du sikre, at du ikke ender med at foretage et for dyrt køb.