Elbilejer chokeret over reparationsomkostninger: Prisen lød på 250.000 kroner

20/08/2024 12:00

|

Sebastian Ilsøth

Genrefoto: Kinematapro / Shutterstock.com
Manden var i chok, da han hørte, hvad det ville koste at reparere bilen.

Mest læste i dag

Simrat Sooch fra Stoney Creek i den canadiske provins Ontario var en stor tilhænger af elbiler. Alligevel blev han noget overrasket, da han skulle have skiftet batteriet på sin bil.

"Min første elbil var meget pålidelig," fortæller Sooch om sin første elbil, hvilket gjorde ham tryg ved at købe en ny – en Hyundai Ioniq fra 2017.

Køretøjet havde allerede kørt 69.000 kilometer, men garantien gjaldt op til 160.000 kilometer. Sooch følte sig sikker på købet og tøvede ikke med at slå til, da han fandt bilen.

"Jeg forventede ikke at få problemer," siger han.

I oktober sidste år begyndte en advarselslampe at lyse på instrumentbrættet. Han kørte bilen til forhandleren, men teknikerne kunne ikke finde noget galt, og lampen slukkede. To uger senere stoppede bilen med at oplade, og han måtte tage den til forhandleren igen.

Efter yderligere test konstaterede teknikerne, at batteriet skulle udskiftes. Den samlede pris, inklusiv batteri, installation og skatter, var over 50.000 canadiske dollars – mere end 250.000 kroner. Fejlen opstod ved 172.345 kilometer, hvilket betød, at garantien var udløbet. Sooch havde derfor kun to valgmuligheder: betale for reparationen eller skrotte bilen. Han valgte det sidste, da reparationen ville koste mere end bilen var værd.

Sooch kontaktede Hyundai Canada og håbede på økonomisk hjælp til reparationen, men hans anmodning blev afvist.

Hyundais forklaring

Global News kontaktede Hyundai for at få en forklaring og gav bilproducenten flere dage til at vurdere Soochs sag.

Jennifer McCarthy, PR-chef for Hyundai Canada, forklarede, at "omfattende diagnostiske tests ikke blev udført på køretøjet, og bilen blev skrottet af kunden, før disse tests kunne gennemføres, hvilket forhindrede en endelig vurdering af nødvendige reparationer."

Hun tilføjede, at det tilbud, Sooch modtog, "ikke reflekterede de reelle omkostninger i sagen."

"Vi undskylder oprigtigt over for Mr. Sooch for manglerne i kommunikationen og servicen," sagde hun.

McCarthy tilføjede, at Hyundai er villige til at "løse situationen ved at betale markedsværdien af hans bil enten kontant eller som en ny Hyundai, som en del af vores forpligtelse over for kunderne."

Mens bilproducenter over hele verden forbereder sig på at sælge millioner af nye elektriske køretøjer i de kommende år, holder mange kunder sig til benzin- og hybridbiler på grund af bekymringer om de høje reparationsomkostninger ved batterifejl.