Debatten om børns sikkerhed på sociale medier er igen aktuel, efter den blot otteårige Sarah Raissa mistede livet, efter at have deltaget i en såkaldt TikTok-challenge.
Udfordringen går angiveligt ud på at indånde dampe fra deodorantspray – en farlig trend kendt som "chroming."
Ifølge Mirror blev Sarah fundet bevidstløs den 10. april af sin bedstefar, som fandt hende liggende på sofaen med lilla læber, telefonen i hånden og en dåse deodorant ved sin side. Selvom hun hurtigt blev bragt til Ceilândia Regional Hospital, kunne lægerne ikke redde hendes liv, og tre dage senere blev hun erklæret død.
Politiet har beslaglagt hendes telefon og forsøger at finde den video eller det indhold, der fik hende til at deltage i TikTok-udfordringen.
Sarahs far, Cassio Maurílio, er fyldt med vrede og frustration over TikToks manglende kontrol med skadeligt indhold:
“Disse platforme er fyldt med børn – med liv, der skal leves – og alligevel er der ingen filtre. Hvorfor er der ingen kontrol?"
Sarahs mor, Maria Fabiana, sender en advarsel til andre forældre, så de ikke skal gennemgå den samme tragiske oplevelse:
“Internettet dræbte min datter. Hold øje med jeres børn.”
Hun beskriver sin sidste morgen med Sarah som helt normal. Pigen var klar til skole og i godt humør, men kort efter mistede hun livet.
Sarah blev bisat mandag, og hendes skole valgte at lukke i en dag for at ære hendes minde.
“Hun var en af de elever, man aldrig glemmer. En rolig og kærlig sjæl, der spredte glæde hver dag," udtaler læreren Izabella Nogueira.
“Chroming” refererer til indånding af dampe fra giftige husholdningsprodukter som deodorant eller lim, hvilket kan medføre pludselig hjertestop, iltmangel og i værste fald død.
Eksperter advarer kraftigt mod denne og lignende trends, der især tiltrækker børn og teenagere på TikTok og andre platforme.