Højsæsonen er startet på ny, til stor fare for landets kæledyr.
Foråret, især marts og april, er ofte den tid på året, hvor de første hunde behandles af dyrlæger på grund af hugormebid. Derfor opfordrer Agria Dyreforsikring hundeejere til at være ekstra opmærksomme – især under gåture i hede- og lyngområder i den kommende periode.
Når en hund bliver bidt, reagerer den først og fremmest på selve chokket, da hugormens gift ikke straks medfører smerte. Det kan derfor være svært at opdage et hugormebid, medmindre man ser det ske.
Det skriver Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.
Hunde bliver typisk bidt på snuden, poterne eller underbenene, og efter nogle timer vil disse områder hæve, og hunden kan blive sløv. Biddet viser sig normalt som to små prikker på huden.
I sjældne tilfælde kan giften forårsage mere alvorlige skader på lever og nyrer, men et dødeligt bid er heldigvis meget sjældent.
Sådan genkender du en hugorm
Hugormen findes mange steder i naturen, men ses ofte ved stengærder og i hedeområder. Den er især udbredt langs den jyske vestkyst og i Nordsjælland. Slangen er relativt lille – sjældent længere end en meter – og dens farver gør, at den nemt camouflerer sig i omgivelserne. Derfor kan den være svær at få øje på, selvom hunde ofte opsnapper den med deres snuseevner.
Risikoen for at støde på en langsom og træg hugorm er størst om morgenen, før solen har haft tid til at varme den op. På dette tidspunkt kan hunde komme meget tæt på, før slangen reagerer. Hvor en aktiv hugorm typisk vil flygte, vil en langsom og forskrækket hugorm oftere bide.
Hugormen kendes på sit karakteristiske zigzag-mønster. Den findes i grå eller brune farver, og nogle hunner er helt sorte. De sorte kan nemt forveksles med den ufarlige snog, som dog har to gule pletter i nakken.
Særligt farligt i poten
Et hugormebid i en hundepote er særligt problematisk, da bevægelse får musklerne til at trække sig sammen og dermed spreder giften i kroppen. Det er derfor vigtigt at holde hunden helt i ro. Hvis muligt, bør du bære hunden hjem eller få hjælp til at transportere den i bil.
Da mængden af hugormegift, der sprøjtes ind ved et bid, typisk er den samme (ca. 30 mg), vil mindre hunde naturligvis blive hårdere ramt end større. Derfor anbefaler vi altid, at hundeejere kender adressen på den nærmeste dyreklinik, hvis de går tur i eller rejser til områder, hvor der er hugorme.
Vær opmærksom på hugormen:
Fra cirka marts/april til oktober. Den mest aktive periode er foråret og den tidlige sommer, hvor den ofte ses om morgenen og formiddagen, når den varmer sig i solen. Især april–juni er hugormens parringssæson.
3 vigtige råd ved hugormebid:
- Hold hunden i ro og lad den hvile.
- Bær hunden, hvis muligt, for at forhindre giften i at sprede sig. Transport i bil forværrer ikke tilstanden, så længe hunden forbliver i ro.
- Kontakt dyrlæge hurtigst muligt. Hvis afstanden til dyrlægen er lang, kan du midlertidigt smøre bidstedet med mild kortisoncreme fra apoteket for at lindre, men det erstatter ikke dyrlægebehandling.