Har du været ved frisøren for nylig? Så læs med her

03/05/2025 10:35

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Måske er du selv ramt.

Andre læser også

Når man besøger frisøren, forventer man som regel blot at gå derfra med en frisk frisure.

Men flere kunder har desværre fået mere med hjem end ønsket.

En bestemt type hudsvamp, som typisk ses hos børn, er nu begyndt at sprede sig blandt unge mænd i hovedstadsområdet. Mistanken retter sig i øjeblikket mod frisørredskaber som mulig smittekilde, skriver SE og HØR.

Hudspecialist og overlæge Ditte Marie Saunte har undersøgt værktøj fra 57 frisørsaloner i Region Hovedstaden. I fem af dem fandt man spor af svampen Trichophyton tonsurans, som forårsager den smitsomme infektion Tinea capitis.

”Vi så en stigning i antallet af især yngre mænd, der blev ramt af en særlig variant af denne hudsvamp. Et fællestræk var, at mange havde fået klippet håret med en trimmer hos frisøren,” fortæller hun.

Infektionen kan vise sig gennem symptomer som rødme, skæl, knækkede hår og betændte områder i hårbunden.

”Hvis det ikke behandles, kan det føre til ardannelse i hovedbunden. Det er ikke farligt, men det kan nemt smitte andre eller brede sig til andre dele af kroppen,” uddyber hun.

Svampen overføres ved kontakt – enten fra menneske til menneske eller via genstande som trimmere, huer, hjelme eller sengetøj.

For at mindske risikoen for smitte anbefales det at vaske tøj og sengetøj ved minimum 60 grader og at desinficere redskaber grundigt med sprit eller lignende.

Frisørbranchen opfordres nu til at stramme op på hygiejnen og sikre, at udstyr bliver ordentligt rengjort mellem hver kunde for at forhindre yderligere spredning.