Risikoen for omsyn på disse biler er 8 gange større

18/10/2024 15:58

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Applus+ Bilsyn
"Tallene viser ganske enkelt, at har man en..."

Mest læste i dag

Risikoen for at skulle til bilsynshallen for et omsyn stiger betydeligt med bilens alder.

Det viser en ny undersøgelse fra Applus+ Bilsyn, der har analyseret antallet og typerne af fejl på biler i alderen fire, otte og tolv år.

"Dataene viser klart, at en otte år gammel bil statistisk set har tre gange så mange fejl som en fire år gammel bil, der kommer til sit første syn," udtaler teknisk chef hos Applus+ Bilsyn, John Gantzhorn, ifølge en pressemeddelelse.

Han tilføjer: "Når vi ser på tolvårige biler, er antallet af fejl næsten otte gange højere sammenlignet med fire år gamle biler. Det viser tydeligt, at det kan være en udfordring for bilejere at holde bilen i god stand."

I undersøgelsen er der set på syn af 50.361 fireårige biler, hvor der blev registreret cirka 0,08 fejl per syn. For 41.515 otteårige biler steg fejlene markant til cirka 0,25 per syn, mens der blandt 23.489 biler på tolv år blev registreret cirka 0,64 fejl per syn.

Tallene viser også, at skaderne ændrer sig med alderen. Mens yngre biler ofte har let rust på bremseskiverne og mindre problemer med dæk og lygter, har tolvårige biler flere skader på de mere essentielle dele.

"Ældre biler, som har kørt flere kilometer, har langt flere fejl. På otte- og tolvårige biler ser vi en stigende andel af fejl i affjedringssystemet, hvor det typisk er fjedre, stabilisatorer og bære/styrekugler, der svigter," forklarer John Gantzhorn.

Se hvordan din ældre bil kører videre

Hvis du ikke har råd til at skifte din gamle bil ud, er der stadig flere ting, du kan gøre for at forlænge dens levetid og sikre, at den klarer næste syn.

"Et af de vigtigste råd er at følge bilens serviceaftaler, så en mekaniker regelmæssigt kan kontrollere bilens tilstand og reparere fejl. Hvis du ignorerer dette, svarer det til at undgå tandlægen, og så ved vi, hvad der kan ske," siger John Gantzhorn.

Han anbefaler også, at man ikke tøver med at tage fat i gør-det-selv-projekter.

Sørg for, at bilen forbliver tør om vinteren for at mindske risikoen for rust. Hold øje med olie og væsker, så bilen bevarer sin funktionalitet, og overvej at tage en ekstra tur til bilsynshallen eller den lokale mekaniker, hvis bilen begynder at lave unormale lyde, såsom hvinen fra bremserne eller rysten i motoren eller styresystemet.

7 råd til at vedligeholde bilen og få den igennem syn:

  1. Følg bilens serviceplan: Identificér og løs små problemer hurtigt for at forhindre, at de udvikler sig til større og dyrere reparationer.

  2. Hold øje med bremserne: Hvis bremserne begynder at larme eller ryste, kan det være tegn på fejl, så få dem efterset, hvis de opfører sig unormalt.

  3. Vær opmærksom på kontrollampen: Hvis en advarselslampe lyser på instrumentbrættet, skal det undersøges med det samme; bilen skal til omsyn, hvis der lyser advarselslamper.

  4. Tjek lygterne: Kontroller regelmæssigt alle bilens lygter, da selv små lygtefejl kan medføre omsyn. Nummerpladelys er en almindelig fejl, som ofte glemmes.

  5. Undervognsbeskyttelse og rustkontrol: Sørg for regelmæssig behandling af bilens undervogn for at forhindre rust og beskytte karrosseriet.

  6. Dæk: Sørg for, at dækkene har tilstrækkeligt mønster – minimum 1,6 mm, men det anbefales at skifte ved 3 mm. Alle dæk skal være af samme type; det er ikke godt at blande sommerdæk med helårsdæk.

  7. Tag en køretur før synet: Brug bremserne under kørslen, da en kold motor ikke klarer miljømålingen, og eventuel overfladerust på bremserne skal køres af, så bremsen kan vurderes.