Er du opmærksom? Denne lille detalje kan gøre det dobbelt så dyrt at køre elbil

13/10/2024 13:55

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Er du opmærksom?

Mest læste i dag

Elbiler er blevet et almindeligt syn på de danske veje.

Men med sommerens ankomst udgør den kommende varmeperiode en særlig udfordring for elbilejere.

Ligesom med benzin- og dieselbiler kræver klimaanlægget i en elbil regelmæssig påfyldning af kølemiddel, og en utilstrækkelig mængde kan markant påvirke rækkevidden.

Det forklarer Christian Rud Ingvardsen, ejer af Christonik, som specialiserer sig i airconditionløsninger til biler. I samarbejde med FDM har Christonik undersøgt sammenhængen mellem kølemiddelmængden og strømforbruget på en Hyundai Ionic 5.

Ved at halvere mængden af kølemiddel fra 900 til 450 blev strømforbruget næsten fordoblet.

"Når bilen mister kølemiddel – hvilket den gør løbende – skal kompressoren bruge mere strøm for at opretholde kølingen. Udover at holde kabinen behagelig skal elbilernes batterier også køles for at fungere optimalt. Hvis der bruges mere strøm til køling, er der mindre til rådighed for at køre," siger Christian Rud Ingvardsen og tilføjer:

"Et køleanlæg kan godt have mistet halvdelen af kølemidlet, uden man opdager det, fordi klimaanlægget stadig kan holde bilen kølig i det danske klima. Men for elbiler har det en stor indflydelse på rækkevidden – især når det er varmt."

Potentielt besparelse for elbilister

Elbilsalget i Danmark nåede i maj en ny rekord, hvor halvdelen af de nye biler var elektriske. På trods af den positive udvikling, påpeger Jesper Valentin Lund, konceptchef for Danmarks største netværk af elbilsværksteder – Det grønne e, at mange elbilejere ikke er opmærksomme på hverken kølemiddelforbruget eller konsekvenserne ved en lav mængde.

"Mange elbilister bemærker slet ikke, hvis de bruger mere strøm end normalt, fordi de blot kan oplade bilen om natten. Har du en elbil, er det en god idé at få tjekket kølemiddelmængden regelmæssigt, for hvis anlægget eksempelvis har mistet halvdelen, kan du forvente, at strømforbruget fordobles, hvilket giver en betydelig nedsættelse af rækkevidden," siger Jesper Valentin Lund.

Fra komfort til sikkerhed

Klimaanlæggets funktion har tidligere primært været at sikre komfort, men det spiller nu også en vigtig rolle for elbilers rækkevidde og kan endda påvirke bilens driftssikkerhed.

"Førhen skulle airconditionanlægget bare sørge for en behagelig temperatur i kabinen, men i dag køler det også flere elektriske komponenter som batteriet. Hvis dit anlæg ikke fungerer optimalt, arbejder de elektriske komponenter hårdere, hvilket kan føre til større slid og kortere levetid," forklarer Jesper Valentin Lund og tilføjer:

"Temperaturen er kritisk for elbilbatteriers kapacitet, og manglende nedkøling kan resultere i dyre reparationer. I værste fald kan det føre til, at batteriet brænder af."