Sidder din mobiloplader konstant i stikkontakten? Så meget koster det dig om året

08/10/2024 07:59

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Det er ikke HELT gratis at have sin mobiltelefon siddende i stikkontakten.

Mest læste i dag

Mange mennesker lader deres mobiloplader sidde i stikkontakten døgnet rundt, og det er der ikke noget hemmeligt ved. Hvad færre ved, er dog, at det kan koste lidt mere, end man måske tror.

En ny analyse fra Videnscentret Bolius har undersøgt de reelle omkostninger ved at lade opladere være tilsluttet, selv når de ikke bruges, hvilket MereMobil rapporterer om.

Ifølge Bolius koster det kun mellem 1 og 3 kroner om året at have en mobiloplader fra efter 2022 tilsluttet uden aktiv opladning. Beregningerne er baseret på en elpris på 1,5 til 2,5 kroner per kWh. Selv hvis elprisen steg til 5 kroner per kWh, ville udgiften kun stige til cirka 4,2 kroner om året.

Dette skyldes Europa-Kommissionens skrappe krav til energiforbrug i standby-tilstand, som har været med til at sænke omkostningerne. Før 2010 måtte opladere bruge op til 0,5 Wh i standby, men dette tal blev reduceret til 0,30 Wh for produkter solgt mellem 2011 og 2022. For nyere opladere fra 2022 er grænsen nu 0,10 Wh.

Selvom ældre opladere ikke nødvendigvis opfylder de nyeste standarder, er de stadig ikke store energislugere. I det værste tilfælde, som Bolius har regnet på, vil standbyforbruget koste omkring 12,38 kroner om året per enhed.

Selvom det at trække opladeren ud efter brug kan synes som en besparelse, viser analysen, at den faktiske økonomiske gevinst er minimal. Så hvis din oplader sidder i stikkontakten hele tiden, er der ingen grund til bekymring.