Cyberkriminelle er blevet mere opfindsomme og har fundet en måde at omgå den sikkerhed, der er indbygget i iPhone-brugeres iMessage-beskeder.
"I udgangspunktet blokkerer iMessage links i beskeder, der kommer fra personer, der ikke er på ens kontaktliste," forklarer Leif Jensen, it-sikkerhedsekspert hos ESET Nordics, i en pressemeddelelse. "Det er en smart måde at forhindre, at iPhone-brugere klikker på farlige links fra hackere. Men der er en svaghed: Hvis du svarer på en besked fra en ukendt eller tilføjer dem til din kontaktliste, bliver linksene aktive. Det er noget, cyberkriminelle har opdaget og udnytter."
Denne tendens er i øjeblikket stigende, skriver Bleeping Computer. Det kan dreje sig om beskeder fra fragtfirmaer, posten eller andre, hvor modtageren lokkes til at svare "ja" eller "yes" og derefter blive fristet til at klikke på et link.
"Smishing, eller phishing via SMS, er fortsat en stor trussel, og selvom mange brugere er blevet bedre til at opdage dem, falder der stadig for mange for disse angreb," siger Leif Jensen.
Han anbefaler derfor, at man aldrig svarer på beskeder fra ukendte afsendere, medmindre man på anden måde kan bekræfte deres identitet.
"Selv når afsenderen virker pålidelig, vil jeg stadig være forsigtig med at klikke på links i beskeder. Du ved aldrig, hvor de leder hen," understreger Leif Jensen.
Han afslutter med at påpege, at den stigende mængde online bestillinger også medfører flere beskeder fra fragtfirmaer og posten, hvilket gør os mere sårbare overfor falske beskeder.
Generelt bør man være forsigtig og slette beskeder, der virker mistænkelige, for at undgå at handle ved en fejltagelse.